Nyhed, 05.marts 2025

Landbrug & Fødevarer ansætter ny økonomidirektør

Simon Vibild er ny økonomidirektør i Landbrug & Fødevarer.

Simon Vibild tiltræder pr. 3. marts stillingen som ny økonomidirektør i Landbrug & Fødevarer efter fem år som økonomichef i Politiets Efterretningstjeneste.  Han er kandidat i statskundskab og har mere end 10 års erfaring med at udvikle og optimere virksomheder og myndigheders økonomistyring.

Når 40-årige Simon Vibild træder ind ad døren på Axelborg i København, bliver det med direkte reference til adm. direktør Morten Boje Hviid, der ser frem til samarbejdet:

- Jeg er utrolig glad for, at vi har kunnet tiltrække en profil som Simon Vibild. Simon kommer til at stå i spidsen for et arbejde, hvor vi skal forenkle og udvikle vores økonomistyring. Det er et meget vigtigt arbejde, der skal sikre, at vores mange medlemmer får mest muligt ud af det kontingent, de ligger hos os. I det arbejde bliver Simon helt central, siger Morten Boje Hviid.

Simon Vibild ser frem til at starte i Landbrug & Fødevarer og blive en del af erhvervet.

- Jeg er opvokset på et lille deltidslandbrug og derfor flasket op med hele debatten om fødevareproduktion, klimaaftryk og hvilken fremtid der er for dansk landbrug og fødevareklyngen, siger Simon Vibild og fortsætter:

- Jeg er især tiltalt af det strategiske perspektiv i, at jeg sammen med gode kollegaer og medarbejdere skal skabe de bedst mulige økonomiske rammer, så vi kan levere og bidrage til den grønne trepart og samtidig sikre Landbrug & Fødevarer en langtidsholdbar og bæredygtig økonomi. Det skal bl.a. ske gennem driftsoptimeringer, etablering af nye indtægtsområder og lønsomhed i organisationen, siger han.

For Morten Boje Hviid er netop arbejdet med en bæredygtig økonomi afgørende for, at Landbrug & Fødevarer også fremover kan varetage fødevarevirksomhederne og landmændenes interesser bedst muligt:

- I Simon får vi en økonomidirektør, der kommer med en lang række vigtige erfaringer, som vi virkelig kan få gavn af i Landbrug & Fødevarer. Og så skader det bestemt heller ikke, at Simon er godt selskab og har evnen til at lede og vise retning på en yderst behagelig og kompetent måde, siger Morten Boje Hviid.

Simon Vibild kommer fra en stilling som økonomichef i Politiets Efterretningstjeneste og har tidligere bl.a. været ansat som management konsulent hos PwC og økonomichef i Egedal Kommune.