
Sara Sørensen, trepartsrepræsentant i Smålandsfarvandet
Landmandsvilje og godt samarbejde viser trepartsvejen
Arbejdet i de lokale treparter skrider fornuftigt fremad. Landbrugsrepræsentanterne peger på den gode dialog med lodsejerne som helt altafgørende for processen.
- Jeg er jubeloptimist – i hvert fald lidt endnu.
Sådan lyder meldingen, når man spørger Sara Jul Sørensen, næstformand i VKST og landbrugsrepræsentant i den lokale grønne trepart for Smålandsfarvandet.
Optimismen stammer blandt andet fra, at der er god stemning og et vist fælles fodslag i den lokale trepartsgruppe.
- Stemningen har hele tiden været god, og det er den stadigvæk. Vi har en fin dialog med repræsentanterne fra Danmarks Naturfredningsforening og er også enige langt hen ad vejen. Vi fornemmer dog også, at de har et bagland, for selv om det virker til, at vi er enige, så bliver der ofte bragt nye ting til bordet, siger Sara Jul Sørensen.
Fra sit eget bagland mærker hun en naturlig stigende opmærksomhed og bekymring fra nogle lodsejere, som processen skrider frem.
- Det er naturligt, at der melder sig en usikkerhed. Derfor er kontakten ud til lodsejerne også ekstremt vigtig. Den første dialog er altafgørende. Her står vi med en udfordring, fordi det ikke står klart, hvem der skal have den dialog. Er det landbruget? Er det kommunerne? Eller er det en task force? Det er der delte meninger om, og det skal bestemmes, så landmændene får besked om, hvor de står. Det er også noget, landmændene i meget høj grad efterspørger, fastslår Sara Jul Sørensen.
Generelt er lodsejerne meget bevidste om, at der skal ske noget.
Det oplever jeg en stor fælles forståelse for. Det er et stærkt udgangspunkt. Vi har også landmænd, der står med en frustration, fordi de gerne vil bidrage, men deres bedrift ikke rigtig passer ind i projekterne. Her kan vi opfordre til at gå i gang med at styrke natur eller biodiversitet på deres ejendom, for alle har grundlæggende mulighed for at hjælpe processen videre, mener Sara Jul Sørensen.
Rigtig godt i gang
Mod vest i den lokale trepart ved Ringkøbing Fjord er der også tro på, at tingene nok skal lykkes. Jacob Spangsberg, landbrugsrepræsentant i treparten og formand for Vestjysk, melder om fremskridt og et stærkt samarbejde.
- Jeg er bestemt positiv, for vi er rigtig godt i gang. Vi har jo et område med mange ådale, og mange har allerede taget dele af dem ud til brak. Der er selvfølgelig behov for noget harmoniareal, men jeg har stor tiltro til, at vi kan nå langt med jordfordeling, erklærer Jacob Spangsberg.
I treparten har man holdt fire tegnemøder, og det har vist sig, at flere lodsejere gerne vil indgå i virkemidler, ordninger eller sælge til formålet. Det sidste gælder ikke mindst de ældre lodsejere med mindre jord.
- Der er faktisk ganske mange, der gerne vil sælge. Naboerne kan måske få det bedste af jorden, og så kan de måske samtidigt komme af med deres stuehus. Det giver alt sammen noget, og viljen er generelt stor. Jeg tror, de fleste af os ser det her som en bundet opgave, som det samlet set giver meget mening, at vi leverer på, siger Jacob Spangsberg, der er meget tilfreds med den måde, kommunerne i treparten griber opgaven an:
- Jeg må rose kommunerne for et rigtig godt arbejde så langt. De har forståelse for, at det er os landmænd, der har hånden på kogepladen og har indblik i de praktiske udfordringer, som vi støder på omkring omlægningen. Det betyder meget for processen, at der er så stor indsigt og professionalisme hos kommunerne.

Central opgave
Torben Farum, Agillix-næstformand og repræsentant i den lokale trepart for Nordlige Kattegat og Skagerrak, peger på vigtigheden af optimerede processer. Det vil være til gavn for alle involverede og det samlede resultat.
- Vi er mange parter om arbejdet, og vi kan ikke optimere nok på processerne. Vi har alle et ansvar for at sikre fremdriften i et projekt af den her størrelse – det være sig landbrugets repræsentanter, andre deltagere i treparten eller de kommuner, som står med den helt centrale sekretariatsfunktion, siger Torben Farum, der understreger, at landbrugets repræsentanter har en central opgave i at holde fast i, at omlægningsindsatsen også skal sikre, at der fortsat er et stærkt landbrug.
Det er et perspektiv, som landbruget er ene om at have et knivskarpt fokus på.
- Det er svære balancer, men vi holder selvfølgelig fast i, at det er en helt central del af den grønne trepartsaftale, at der fortsat skal være et stort og stærkt landbrug i Danmark. Det skal de resultater, som vi finder frem til i de lokale treparter selvfølgelig også afspejle.