Nyhed, 18.november 2025

L&F: Brug ikke retentionskort som facitliste i ny regulering

L&F advarer om, at store fejlmarginer i retentionskortet kan koste både bedrifter og finansiel stabilitet, hvis kortet bruges som grundlag for ny regulering.

I pausen af de politiske forhandlinger om ny kvælstofregulering retter Landbrug & Fødevarers viceformand, Martin Hjort Jensen, opmærksomheden mod en analyse fra SEGES Innovation.

Analysen peger på usikkerhederne ved at benytte retentionskortet – der viser, hvor meget kvælstof, der udvaskes fra landbrugsjord i et givent område – som facitliste i forbindelse med den kommende regulering.

- Med SEGES’ analyse får vi yderligere bekræftet, at retentionskortet er for usikkert at fordele reguleringsbyrder efter. Den generelle usikkerhed på op til 11 procentpoint vurderet af myndigheden GEUS er meget problematisk og med den flade model potentielt meget dyr for landmændene, siger Martin Hjort Jensen.

Læs analysen fra SEGES Innovation her

Den flade model er navnet på den model, hvor reguleringstrykket fordeles sådan, at landmænd med marker i områder med lav kvælstofretention skal bære den største del af byrden. 

Martin Hjort Jensen peger på, at SEGES' analyse endda viser, at usikkerhederne reelt kan være meget større, end GEUS har opgjort dem til. GEUS har selv tidligere meldt ud, at retentionskortet ikke kan bruges som facitliste, men det er et "beslutningsstøtteværktøj".

- På helt lokal skala, hvor landmændene skal reguleres med den nye kvælstofreguleringsmodel, er usikkerheden ifølge GEUS selv op til 30 procentpoint. Ifølge SEGES’ analyse kan usikkerheden reelt være meget større, da GEUS’ opgørelse af usikkerheder kun tager højde for ”input-faktorerne” og altså ikke for selve modellen, der benyttes til at kortlægge retentionen, siger han og tilføjer:

- Denne store usikkerhed kan betyde forskellen på liv eller død for den enkelte landmand og rammer små økologiske bedrifter såvel som store konventionelle bedrifter. Det truer råvaregrundlaget for vores fødevarevirksomheder. Og det truer den finansielle stabilitet, hvis jordpriserne kollapser, lyder det fra Martin Hjort Jensen.

Fra viceformanden lyder det, at han håber, analysen kan gøre det klart for politikerne, hvor skæv og uretfærdig en såkaldt flad regulering baseret på retentionskort på bedriftsniveau vil være.

- For os er retentionskortene ét værktøj blandt mange til at planlægge indsatser på bedrifterne. Men de er alt for usikre til at regulere på baggrund af. Visa-modellen, der fordeler byrderne lige blandt alle landmænd i et vandopland, giver samme resultat miljømæssigt og sikrer mod den vilkårlighed, som uundgåeligt bliver resultatet af den flade model, siger Martin Hjort Jensen.