Nyhed, 04.juni 2025

L&F er tilbage på Folkemødet

L&F tager til Folkemødet med ét fælles formål: At vise, hvordan landbruget tager ansvar – ikke med store ord, men med konkrete løsninger, der virker i praksis.

Når Folkemødet på Bornholm i næste uge atter samler politikere, meningsdannere, journalister og nysgerrige lokale, så vil Landbrug & Fødevarer igen være en markant aktør – både med en central placering på Havnegade i Allinge, men også med debatter, der tydeligt viser, at landbrugs- og fødevareerhvervet allerede er i fuld gang med den grønne omstilling.

– Over hele landet er de lokale grønne treparter i gang. L&F’s lokale foreninger, landmænd og lodsejere er sammen med de øvrige repræsentanter i de lokale treparter ved at finde de lokale løsninger, der skal give resultater både lokalt og nationalt. Det er dén virkelighed, vi tager med til Folkemødet.

– Treparten er en historisk aftale for vores erhverv. Men aftaler på papir flytter ikke noget i sig selv. Det gør handling og mennesker. Derfor bruger vi Folkemødet til at fortælle om de samarbejder og den indsats, der allerede er i gang over hele landet – og insistere på, at de skal have de bedste betingelser for at lykkes, siger Claus Horsted, Public Affairs- & Kommunikationsdirektør, Landbrug & Fødevarer.

Landbrug & Fødevarers program viser, hvordan den grønne omstilling allerede er i gang på en måde, som også sikrer en fortsat stærk og robust landbrugs- og fødevareproduktion i Danmark. Der er debatter om alt fra vækstplan og biosolutions til eksport og madspild – det er ikke planer og hensigtserklæringer, men eksempler på, hvordan erhvervet rykker sig på tværs af hele værdikæden.

– Vi vil gerne vise omverdenen, at vi har taget en vigtig opgave på os. Vi er i gang med at levere på den grønne trepartsaftale. Derfor prioriterer vi en stærk synlighed på årets Folkemøde.

– Med L&F’s tilbagevenden til Folkemødet har vi nu for første gang i flere år et sted, hvor vi samler hele landbrugs- og fødevareerhvervet. Ikke bare til debat, men til nærvær og samtale. Vi håber, at vi får skabt et samlingssted, hvor meninger kan brydes, og hvor både foreninger, virksomheder og landmænd kan mødes – og hvor vi viser, at vi mener det, når vi siger, vi tager ansvar, siger Claus Horsted.

Find programmet for Folkemødet