Foto: Mathieu Levassor/L&F

Nyhed, 27.august 2025

Lokal trepart enig om plan ved Østersøen

Den lokale trepart omkring Østersøen er blevet enige om en samlet plan for, hvordan området kan nå målene for reduktion af kvælstof og CO2.

Planen rummer over 200 potentielle projekter. Heraf er cirka 40 allerede igangsat.

 

Hovedparten handler om vådområder og lavbundsjord, som kan reducere udledningen af kvælstof og CO2. Særligt tre områder med meget store indsatskrav – Præstø Fjord, Stege Nor samt Rødsand og Bredningen – har været vanskelige at få på plads, men parterne er nået til enighed om et katalog, der kan opfylde målene.

 

– Det har krævet mange søvnløse nætter, men nu er vi her. Det har været hårdt, men nu hvor høsten mere eller mindre er ved at nå vejs ende, får vi forhåbentlig et pusterum til at se mere roligt på de forandringer, der kommer, siger landmand Peter Rasmussen fra Præstø, der har repræsenteret landbruget i treparten.

 

Potentialet på plads –  nu skal lodsejerne inddrages  

 

Planen er ikke en færdig tegning, men et potentialekort. Den bygger på frivillighed og kompensation, og næste skridt er, at de seks kommuner omkring Østersøen kontakter de berørte lodsejere.

 

– Det er vigtigt for mig at sige helt tydeligt, at den her plan ikke er en færdig tegning, men et kort over vores potentiale. Jeg håber, at lodsejerne vil se det på den måde, så de kan gå ind i det kommende forløb med vished om, at de kan få indflydelse over de skitser, vi er blevet enige om, siger Peter Rasmussen.

 

Med Østersøen har endnu en lokal trepart nu lagt en samlet plan. Det sker kort tid efter, at Smålandsfarvandet som de første i landet blev enige om deres omlægningsplan tidligere i august.

Nu venter et arbejde, hvor de berørte lodsejere skal inddrages i processen.