Nyhed, 04.december 2025

Stort gennembrud for planteforædling i EU

Der er sket et gennembrud for NGT-forædlingsteknikken. Der er nu indgået en aftale, som skal gøre det muligt at forædle planter og afgrøder langt hurtigere.

EU

Landbrug & Fødevarer har vedvarende kæmpet for, at EU kommer op i gear, når det kommer til at udvikle nye plantesorter, der er mere modstandsdygtige over for klimaforandringer og kræver færre sprøjtemidler til gavn for vandmiljøet og økonomien i landburget. 

Natten til torsdag har Rådet nået en foreløbig aftale med Europa-Parlamentet om et sæt regler, der etablerer en juridisk ramme for NGT-forædling. 

Christian Høegh-Andersen, der er vicepræsident i Cogeca og næstformand i Landbrug & Fødevarer siger om aftalen: 

- Vi glæder os over det store skridt, der bliver taget med aftalen om de nye præcisionsforædlingsteknikker, NGT. Det er et vigtigt signal om, at EU vil sikre og forbedre konkurrenceevnen for det europæiske landbrugs- og fødevareerhverv, samt sikre grundlaget for bedre sorter som er mere modstandsdygtige, med lavere miljøaftryk og tilpasset ændrede klimaforhold, siger han. 

Den foreløbige aftale garanterer en forenklet proces for NGT-planter, der svarer til konventionelle planter.

- Hos os har vi arbejdet for at få dette på plads gennem blandt andre Copa-Cogeca og Euroseeds, og det er generelt positivt at se den brede opbakning i hele værdikæden i Bruxelles. Herhjemme har blandt andre virksomheder som KMC, DLF, DLG, DLA og flere landmænd gjort en stærk indsats og været med til at skubbe på. Nu ser vi frem til at følge den videre proces og håber på en endelig godkendelse i starten af det nye år, siger Christian Høegh-Andersen.

NGT-dagsordenen har været prioriteret af det danske EU-formandsskab, som har arbejdet for at få resultater igennem EU-systemet.

- Det er helt på sin plads at rette en stor tak til det danske EU-formandskab for det solide arbejde på alle niveauer, der har gjort aftalen mulig. Den er et vigtigt skridt for innovation og for at styrke Europas landbrug i den globale konkurrence. Derudover vil vi også gerne takke den danske formand for Copa-Cogecas arbejdsgruppe for Frø, Thor Gunnar Kofoed, for den vedholdende indsats gennem flere år, siger Christian Høegh-Andersen.

Kontakt

L&F pressevagt

Tlf. 33394520

presse@lf.dk