Nyhed, 27.januar 2026

Årets medarbejder i fjerkræ er fagligt og socialt et aktiv

Kasper Skjødt Jensen blev tirsdag kåret til Årets Medarbejder i fjerkræproduktionen. Han fik prisen og mange rosende ord ved årets fjerkrækongres.

L&F Fjerkræ kårer hvert år i forbindelse med Fjerkrækongressen Årets Medarbejder eller Årets Elev. Prisen gives til en elev på landmandsuddannelsen eller en medarbejder på et landbrug med fjerkræproduktion

I år gik prisen, der er en kontant pengepræmie på 5.000 kr., til en medarbejder, Kasper Skjødt Jensen, der var indstillet af Malene Højmark fra DanHatch. Han fik prisen overrakt af Allan Wieck-Hansen, bestyrelsesmedlem i Landbrug & Fødevarer Fjerkræ.

Allan Wieck-Hansen fremhævede i sin motivation, at juryen i særdeleshed havde lagt vægt på, at Kasper Skjødt Jensen på meget kort tid lykkedes med at forbedre produktionstallene markant. Han har hurtigt bevist en imponerede udvikling og vist, at han kan tage ansvar og levere resultater. Han er ikke kun fagligt, men også socialt en stor gevinst for arbejdspladsen. Samtidig er han en god ambassadør for branchen.

I indstillingen fra DanHatch roses Kasper Skjødt Jensen også for at skabe et stabilt og velfungerende team, hvor samarbejde og ansvarsfølelse går hånd i hånd med høj produktivitet.

’Han arbejder struktureret, følger op på detaljerne og træder til, når udfordringer opstår. Hans løsningsorienterede tilgang og positive energi smitter af på både kolleger og driften. Der er tale om en medarbejder, man kan regne med – fagligt stærk, hjælpsom og altid klar til at yde det ekstra, der gør forskellen. Han er vellidt for sin ukuelige energi og optimisme og er et forbillede på, hvordan engagement og ansvar omsættes til konkrete resultater.’

Det var tredje gang, at L&F Fjerkræ uddelte prisen til Årets Medarbejder eller Årets Elev.