Nyhed, 24.februar 2026
Disse fødevarer bidrager væsentligt til danskernes ernæring
Ny kostundersøgelse viser, at danskernes forbrug af sukker er for højt, men kød, mejeri og korn bidrager væsentligt til danskernes ernæring.
Danskerne kostvaner ligger et godt stykke fra anbefalingerne. For eksempel spiser vi væsentligt mere sukker end anbefalet - særligt børn og unge.
Samtidig viser den nye nationale kostundersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet, at kød, mejeriprodukter og korn leverer centrale næringsstoffer i danskernes kost.
”Kostundersøgelsen dokumenterer, at kød, mejeriprodukter og korn bidrager væsentligt til danskernes indtag af blandt andet protein, calcium, jern og vitamin B12,” siger Line Munk Damsgaard, der er afdelingsleder for Ernæring & Forbrugeranalyse i Landbrug & Fødevarer.
Undersøgelsen viser samtidig, at flere vitaminer og mineraler generelt indtages i tilstrækkelige mængder. Det gælder blandt andet vitamin A, thiamin, niacin, fosfor, magnesium og jod.
For andre næringsstoffer er billedet mere udfordrende. En betydelig andel af befolkningen har risiko for utilstrækkeligt indtag af vitamin D, E, C og B6 samt selen og calcium.
”Når vi ser på næringsstofferne samlet, bidrager fødevarer fra danske marker og stalde væsentligt til danskernes daglige ernæring. De er en central del af den samlede næringsstofdækning,” siger Line Munk Damsgaard.
Kostundersøgelsen underbygger dermed betydningen af en stærk og lokalt forankret dansk fødevareproduktion. Danske fødevareproducenter har i mange år været blandt de førende i Europa på kvalitet, fødevaresikkerhed og dokumentation. Det betyder, at forbrugerne også får produkter, der er dyrket og produceret under kontrollerede forhold.
“Danske fødevarer er kendetegnet ved høj kvalitet og gennemsigtighed i hele værdikæden. Når kød, mælk og mejeriprodukter og korn bidrager så markant til vores ernæring, understreger det værdien af vores fødevareproduktion herhjemme, som leverer sikre og næringsrige varer til forbrugerne, ” siger Line Munk Damsgaard.