Griseproducenter frustreret efter hård valgkamp
Den danske griseproduktion har været under massivt beskydning i den aktuelle valgkamp.
Danske Svineproducenter har foreslået en ophørsordning for svineavlere oven på en valgkamp, hvor dansk griseproduktion har været under massivt politisk og offentligt pres. Det møder forståelse hos formand for L&F sektor for gris, H.C. Gæmelke – men ikke opbakning.
– Vi er ikke for en sådan ordning, men jeg forstår omvendt godt, at man præsenterer ideen, for valgkampen har været voldsomt demotiverende for os som griseproducenter. Hver dag er vi stået op til grimme kommentarer på sociale medier, politikere der med voldsom sprogbrug har krævet os halveret eller lukket.
Ifølge H.C. Gæmelke har debatten manglet fokus på de konkrete konsekvenser af at skære produktionen ned.
– Der har til gengæld ikke været megen debat om omkostningerne for den enkelte og for samfundet eller betydningen for arbejdspladser i landdistrikterne, på slagterierne og i følgeerhverv.
I stedet er der brug for vilkår, der gør det muligt at udvikle produktionen og investere i forbedringer.
– Jeg ønsker, at vi til trods for alt den modgang vi har oplevet, får nogle forhold, der gør det muligt at investere i bedre dyrevelfærd og udvikling af vores produktion. Jeg er stolt af vores produktion og det står jeg ved.
Han understreger samtidig, at ambitionen er at fastholde og udvikle hele værdikæden i Danmark.
– Vi ønsker at investere i den samlede værdikæde så landbrug, slagterier og forarbejdningen kan fastholdes og udvikles i Danmark. Vi er ikke perfekte, men vi er godt nok heller ikke det billede, som medier og politikere har tegnet i valgkampen. Det er forstemmende, men jeg er ikke klar til at give vores produktion op. Tværtimod vil jeg kæmpe for, at den får vilkår, der muliggør en fastholdelse af vores sektor i Danmark.