Ida Sørensen er Årets elev i kvægproduktion 2025
Ida Sørensen vinder titlen som Årets elev i kvægproduktion 2025.
Fremtidens kvægbrug kræver både faglighed, ansvar og mod til at se udviklingen i øjnene. Det kræver unge mennesker, der kan mere end at løse dagens opgaver – og som også har blik for, hvordan erhvervet skal udvikle sig i morgen. Sådan beskriver juryen Ida Sørensen, der er kåret som Årets elev i kvægproduktion 2025.
Ida udmærker sig ved et fagligt engagement, der rækker ud over det forventelige, kombineret med stor personlig drivkraft. Hendes arbejdsgiver betragter hende som den dygtigste elev, de nogensinde har haft. Ida fundet sit rette element i landbruget, hvor hun trives og udviser et engagement, der kan mærkes – både i stalden og i samarbejdet med andre.
Drive, fællesskab og blik for forandringer
Juryen fremhæver netop, at arbejdet med landbruget for Ida ikke kun tager afsæt i, hvordan det ser ud i dag, men også i en klar bevidsthed om, hvordan det skal udvikle sig i morgen. Samtidig viser hun en tydelig forståelse for vigtigheden af åbenhed i relationen mellem landbruget og det omgivende samfund.
På arbejdspladsen inspirerer med sin energi og sit gåpåmod – og hun har samtidig øje for de forandringer, der præger kvægbruget, særligt inden for klima og dyrevelfærd.
Drømmen om at åbne dørene
Idas blik for omverdenen hænger tæt sammen med hendes egne drømme. Hun ønsker sig på sigt en hobbyejendom, hvor dørene skal åbnes, så afstanden mellem land og by mindskes. For Ida er det en del af løsningen, at flere får mulighed for at komme tættere på hverdagen i landbruget – og forstå de valg og den udvikling, der præger erhvervet.
“Den type unge giver tro på fremtiden”
Kvægformand i Landbrug & Fødevarer, Jesper Arnth, glæder sig over, at prisen i år går til en elev, der både rummer stærke faglige kompetencer og en tydelig forståelse for fremtidens krav:
“Ida viser, hvad det vil sige at være en stærk elev i kvægproduktionen i dag. Hun har en faglighed og en energi, der løfter hverdagen på bedriften, og samtidig et klart blik for, at klima, dyrevelfærd og åbenhed bliver helt centrale elementer i fremtidens kvægbrug. Det er den type unge, der giver tro på udviklingen i erhvervet,” siger Jesper Arnth.
Potentiale til at blive driftsleder
Juryen peger også på Idas ledelsesmæssige potentiale. Dommerpanelet er overbevist om, at hun kan blive en fremragende driftsleder, fordi hun vil kunne rumme, inkludere og motivere alle typer medarbejdere – en kompetence, der bliver stadig vigtigere i fremtidens landbrug.
Om Årets elev i kvægproduktion
Prisen som Årets elev i kvægproduktion er målrettet elever på landmandsuddannelsen. Formålet er at anerkende elever, der udviser høj faglighed, initiativ og engagement – og som med deres indsats bidrager til at udvikle og styrke dansk kvægproduktion. Med titlen følger der en pengepræmie på 10.000 kr. Magnus Bang Madsen og Rasmus Hyldal var også blandt de norminerede, og modtager hver en pengepraemie paa 5000 kr.