Nyhed, 27.januar 2026

Ny handelsaftale med Indien kan styrke eksporten

Handelsaftalen mellem EU og Indien rummer muligheder for danske løsninger i Indiens fødevareproduktion.

EU og Indien har i dag indgået en handelsaftale på et topmøde i New Delhi. Aftalen sætter punktum for forhandlinger, der har været undervejs i mere end 20 år.

 

I 2024 eksporterede den danske fødevareklynge for næsten 400 mio. kr. Eksporten bestod primært af agroteknologi og biobaserede produkter, herunder maskiner til fødevareindustrien og enzymer, som anvendes i fødevareproduktionen.

 

Eksporten til Indien omfatter også genetisk materiale, som anvendes i den lokale fødevareproduktion og bidrager til en mere effektiv ressourceudnyttelse.

 

Indien står over for betydelige udfordringer med at sikre fødevareforsyningen til en voksende befolkning. Det øger efterspørgslen efter teknologi, viden og løsninger, der kan bidrage til at hæve produktiviteten og effektiviteten i den lokale fødevareproduktion.

 

- Indien er allerede et vigtigt marked for flere virksomheder i landbrugs- og fødevareerhvervet, og vi ser et klart potentiale for, at endnu flere kan udvide deres markeder her. Danske virksomheder leverer løsninger til udviklingen af Indiens fødevareproduktion, og det er et marked, hvor danske kompetencer gør en reel forskel, hvis man investerer langsigtet, siger Flemming Nør-Pedersen, viceadministrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.

 

Næste skridt er behandling i hhv. EU’s Ministerråd og Europa-Parlamentet.