Indstillingerne til Køkkenprisen og Kantineprisen er åbne
Med Køkkenprisen og Kantineprisen hyldes de madhåndværkere og madprofessionelle, der hver dag løfter hverdagsmåltidet og skaber madoplevelser.
Køkkenprisen 2026 - velsmagende måltider med omtanke
Køkkenprisen gives til offentlige køkkener, der med høj faglighed og stolthed skaber velsmagende måltider med omtanke. Prisen overrækkes på Økologisektionens årsmøde, den 22. oktober 2026 på Tjele Gods og uddeles i år i to kategorier: større og mindre køkkener, for at vise, at kvalitet og grøn omstilling ikke afhænger af køkkenets størrelse.
Alle offentlige køkkener med minimum Økologisk Sølvmærke (60% økologi) kan komme i betragtning. Det er muligt at indstille et køkken uanset, om man er kollega, leder, leverandør eller blot har kendskab til et køkken, der fortjener anerkendelse for sit håndværk.
"De offentlige køkkener spiller en vigtig rolle i omstillingen mod mere økologiske og bæredygtige måltider. I det offentlige er det ikke et spørgsmål om hvorvidt man skal arbejde med økologi og bæredygtighed, men om hvor meget og hvordan - og det er meget inspirerende! Med Køkkenprisen vil vi gerne hylde dem, der ikke bare følger med udviklingen, men er med til at skubbe den fremad. Det er en pris til de madhåndværkere, der med faglig stolthed og hjerte for både mennesker og måltider viser, hvor meget et køkken kan løfte." siger Anders Nicolajsen, chefkonsulent, Gastronomi & Foodservice i Landbrug & Fødevarer.
Læs mere og indstil et køkken her.
Kantineprisen 2026 – en hyldest til danske kantiner
Kantineprisen sætter fokus på kantiner, hvor madprofessionelle arbejder målrettet med velsmagende, kreative og fremtidssikrede løsninger. Prisen gives til køkkener, der prioriterer sæson, kvalitet og bæredygtighed, og hvor gæsternes madoplevelse er i centrum.
I år vil de nominerede kantiner dyste i et Cook Off på Madens Folkemøde, hvor de konkurrerer om Cook Off-titlen og optjener point, der tæller med i den samlede vurdering frem mod prisoverrækkelsen den 15. september 2026.
"Kantineprisen er en pris, der hele tiden udvikler sig og følger med tiden. Kantinerne har i mange år imponeret, både gastronomisk og med et større fokus på smag og kvalitet, og det afspejler sig selvfølgelig i prisen. Niveauet er altid højt, konkurrencen tæt, og juryen kigger både på helhedsoplevelsen, bæredygtighed og økologi samt ikke mindst smagen, når vinderen skal findes." siger Anders Nicolajsen, chefkonsulent, Gastronomi & Foodservice i Landbrug & Fødevarer.
Kantiner, der nomineres, skal:
- Kunne dokumentere tildeling eller ansøgning om Det Økologiske Spisemærke i guld, sølv eller bronze.
- Arbejde målrettet med bæredygtige, økologiske og lokalproducerede råvarer.
- Skaber menuer med masser af smag, grønt og styr på de animalske smagsgivere.
- Reducere madspild og tænke kreativt i køkkenet.
- Prioritere gæsternes madoplevelse.
Læs mere og indstil en kantine her.
Sådan indstiller du
Der er åbent for indstillinger til Kantineprisen frem til mandag d. 6. april 2026, og der er er åbent for indstillinger til køkkenprisen frem til fredag d. 22. maj 2026. Alle kan nominere en kantine eller et køkken, både deres eget eller et, de kender, som udmærker sig ved høj faglighed, bæredygtighed og innovation.
Om priserne
Køkkenprisen og Kantineprisen er en del af Landbrug & Fødevarers fødevarepriser inden for foodservicekategorien. Begge priser udføres af Landbrug & Fødevarer og finansieres af Fonden for økologisk landbrug. Læs mere om fødevarepriserne på goderåvarer.dk.