Niels Hougaard
Grundvandsanalyse skaber massiv usikkerhed i landbruget
En netop offentliggjort rapport fra Miljøministeriet om de såkaldt sårbare grundvandsdannende områder bygger på fejlagtige præmisser.
En netop offentliggjort rapport fra Miljøministeriet om de såkaldt sårbare grundvandsdannende områder
bygger på fejlagtige præmisser, der de facto vil medføre ekspropriering og underminere det enorme
arbejde, de lokale treparter har løftet. Det er helt absurd, mener Landbrug & Fødevarer.
Rapporten er i dag blevet fremlagt af Miljøministeriet med Magnus Heunicke i spidsen. Landbrug & Fødevarer mener, at rapporten er skudt forbi målet.
- Det vil være helt skørt, hvis vi i en tid med stigende fødevarepriser og bekymring om fødevaresikkerhed i Europa begynder at tage store arealer ud af fødevareproduktion, hvis ikke der er et solidt dokumenteret beskyttelsesbehov, og det mener vi ikke, der er, siger formand for Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard.
Analysen i sin nuværende form bygger på centrale områder på fejlagtige og mangelfulde præmisser. Rapporten postulerer, at der er stigende forurening af grundvandet fra pesticider. Det har ministeriet ellers selv i forarbejdet til den grønne trepartsaftale bemærket, der ikke er belæg for. Der hævdes også, at pesticider udgør hovedkilden til potentielle forureninger uden overhovedet at forholde sig til andre kilder fra det øvrige samfund. Ligesom analysen hviler på en fejlagtig skildring af, at den nuværende grundvandsbeskyttelse er mangelfuld.
- Det danske system for grundvandsbeskyttelse består af den generelle beskyttelse med målinger, VAP-marker og et restriktivt pesticidgodkendelsessystem, samt målrettet beskyttelse i form af boringsnære beskyttelsesområder og kommunale indsatsplaner. Det er kort sagt blandt verdens skrappeste og mest grundige, siger Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer.
Han mener, at udkastet til analysen, der er tænkt som basis for politiske forhandlinger om beskyttelse af de grundvandsdannende områder, enten er udtryk for ekstremt dårligt håndværk eller politisk bestillingsarbejde.
- Man kan ikke bruge et så usagligt og tendentiøst arbejde som basis for politiske forhandlinger. Det vil være uhørt og det ligner langt hen ad vejen en minister der mangler noget at føre valgkamp med, siger han.
Analysen lægger op til, at der kan tages op mod 160.000 hektar landbrugsjord, hvoraf anslået 15.000 hektar vil være økologisk, ud af drift som erstatningsfri regulering gennem et statsligt forbud mod anvendelse af pesticider.
- Der er på ingen måde tvivl om, at et statsligt forbud er så indgribende, at det bør behandles som ekspropriation, og altså vil være erstatningsudløsende. Analysen undervurderer konsekvent de økonomiske konsekvenser ved forslaget i form af tabt jordværdi og af, at finanssektorens panter pludselig forsvinder. Samtidigt overvurderes de samfundsøkonomiske gevinster. Hvis man gennemfører det her, vil man skubbe bedrifter ud i økonomisk fallit og det vil betyde en markant reduceret fødevareproduktion på noget af vores bedste landbrugsjord. Den udsigt er helt uacceptabel for familierne på bedrifterne, for livet i landdistrikterne og for priserne på danske fødevarer, siger Søren Søndergaard.
Han understreger, at Landbrug & Fødevarer ønsker en effektiv og målrettet grundvandsbeskyttelse.
- Vi henter vores drikkevand op i landområderne, fordi undergrunden under byerne er alt for forurenet. Vores familier og vores dyr drikker selv vandet, så selvfølgelig vil vi beskytte det. Men grundvandsparker og udtagning af god landbrugsjord i den størrelsesorden er helt ude af proportioner. Det er vi ikke ene om at mene. Også flere forskere fra KU har påpeget det, da forslaget sidste gang var fremme. Grundvandsparker blev blandt andet kaldt ’spild af penge’ og der blev opfordret til at se bredere på truslerne mod grundvandet end blot landbrugets brug af pesticider, siger Søren Søndergaard og slår fast:
- Landbrug & Fødevarer vil kæmpe for, at den endelige rapport afspejler fakta og ikke politik. Det vil vi gøre med næb og klør og tage det til domstole om nødvendigt, siger han.