Foto: Colourbox

Nyhed, 28.januar 2026

Momsnedsættelse gør det ikke alene

En momsnedsættelse er et værktøj, men hvis vi skal løse problemet ved roden, kræver det, at det globale udbud kan følge med efterspørgslen.

Politisk fokus på de stigende fødevarepriser er fuldt forståeligt, mener Landbrug & Fødevarers viceadministrerende direktør, Flemming Nør-Pedersen. Han understreger, at fødevarepriserne er centrale for den økonomiske stabilitet, men at varige løsninger kræver mere end justeringer af momsen:

- Fødevarepriser er afgørende for den økonomiske stabilitet. Hvis vi skal løse problemet ved roden, kræver det, at det globale udbud kan følge med efterspørgslen. I Danmark kan vi bidrage ved at sikre stærke og stabile rammevilkår i fødevareproduktionen, lavere omkostninger og højere produktivitet i hele værdikæden. Det giver en langt stærkere og mere holdbar effekt end at skrue på momsen alene, siger han.

Der er en risiko for, at en nedsættelse af momsen - alt efter den endelige model - kan forvride markedet og ramme produktionen skævt, siger Flemming Nør-Pedersen:

- Fødevarepriserne i Danmark følger i høj grad prisudviklingen i resten af EU og verden – især for varer, der handles meget på tværs af landegrænser som korn, kød og mejeriprodukter. Derfor er det også vigtigt, at en politisk aftale om nedsættelse af momsen ikke ender med at forvride markedet eller ramme produktionen skævt. Det vigtigste er fortsat, at vi får mere stabile vilkår, så udbuddet kan følge med efterspørgslen, og så fødevarevirksomheder- og producenter ikke rammes af unødige, bureaukratiske benspænd.