Nyhed, 26.marts 2026

Handelsaftale med USA er godt nyt for dansk fødevareeksport

Aftalen skaber større vished om vilkårene for handel med USA. I 2025 eksporterede fødevareklyngen for 8,5 milliarder kroner til det amerikanske marked.

En ny handelsaftale mellem USA og EU er i dag rykket et skridt nærmere, efter Europa-Parlamentet har godkendt den. Aftalen fastlægger rammerne for told og handel med USA for en række varer fra landbrug, fødevarevirksomheder og agroindustrien. 

USA er et vigtigt marked for dansk fødevareeksport. I 2025 lå eksporten på knap 8,5 mia. kroner. 

- Det her er ikke en ideel aftale. Men den giver klarere og mere stabile rammer for handlen med USA i en periode, hvor vilkårene har været usikre, siger Flemming Nør-Pedersen, der er viceadministrerende direktør i Landbrug & Fødevarer. 

2025 var præget af usikkerhed og skiftende udmeldinger fra den amerikanske præsident om told og internationale konflikter. På trods af det holdt den danske fødevareeksport niveauet fra 2024. 

- Det viser, at eksporten fra landbrug og fødevareerhverv står stærkt. Men det er ikke noget, man kan regne med, hvis vilkårene fortsætter med at ændre sig, siger Flemming Nør-Pedersen. 

Aftalen indeholder samtidig en række mekanismer, der skal sikre, at EU kan reagere, hvis USA ændrer kurs. Det gælder blandt andet muligheden for at sætte aftalen på pause, hvis de aftalte betingelser ikke bliver overholdt. 

Samtidig er det en forudsætning for aftalen, at USA lever op til sine forpligtelser. Ellers træder toldlettelserne ikke i kraft. 

Aftalen skal nu godkendes endeligt af medlemslandene, før den kan træde i kraft.