Nyhed, 22.januar 2026

Ny værdibaseret småkalvenotering

Landbrug & Fødevarer Sektor for Kvæg lancerer en ny værdibaseret småkalvenotering.

Modellen beregner, hvilken potentiel værdi hver enkelt kalv har frem til slagt på omsætningstidspunktet. Den bygger på den nyeste forskning og tager højde for, hvordan en god start i livet påvirker slagtevægten.

-    Vi ønsker at bidrage med oplysninger, der fagligt afspejler kalvens potentiale. Det nye modul belønner det gode landmandskab, giver et stærkere fagligt grundlag og skaber gennemsigtighed i hele værdikæden. Det gør, at incitamentet til at skabe mere eftertragtede kalve i hele sektoren er intakt, siger Jesper Arnth, formand for Landbrug & Fødevarer Sektor for Kvæg.

Med den nye model vil kalvens potentiale blive beregnet individuelt på baggrund af blandt andet vægt, alder, race, køn samt X-slagtekalv- og vækstindeks. Dermed bliver det muligt at belønne det gode landmandskab, bedre småkalvemanagement og kalve med højt genetisk potentiale:

-    Med den nye model bliver det tydeligt, at de gode kalve har et bedre potentiale, mens det tydeliggøres, at de knap så gode kalve har et lavere potentiale. Det giver en stærk motivation til at investere i godt management, avlsplaner og sygdomsforebyggelse. Vi vil gerne skabe incitament for øget kvalitet - til gavn for både slagtekalve-, mælkeproducenter og forbrugere, forklarer Rasmus Alstrup, formand for Danske Slagtekalveproducenter.

Implementering og support
Den nye værdibaserede småkalve notering lanceres i DMS den 20. januar 2026 om aftenen. For at sikre en smidig overgang tilbyder Landbrug & Fødevarer Sektor for Kvæg, i tæt samarbejde med SimHerd, rådgivning og support til landmændene. Derudover vil der være tilgængelige vejledningsvideoer i DMS og på L&F´s hjemmeside, som viser, hvordan modulet beregner værdien, hvilke data der anvendes, og hvordan det bruges i praksis. Køber og sælger har med disse oplysninger et langt stærkere fagligt grundlag for den aftalte pris.

Webinar den 29. og 3. februar

For mere viden kan man tilmelde sig webinaret den 3. februar kl. 15-16.

Tilmeld dig webinaret

Er du slagtekalveproducent, kan du med fordel tilmelde dig webinaret den 29. januar kl. 11-12.30.

Tilmeld dig webinaret målrettet slagtekalveproducenter

For mere information
Kontakt Ruth Davis Kring på rbd@simherd.com eller +45 40 51 51 25 med faglige spørgsmål eller Karsten Willumsen, næstformand i Sektor for Kvæg, på kw@kjargaarden.dk for at høre mere om baggrunden bag beslutningen.

På vegne af Landbrug & Fødevarer, Sektor for Kvæg, & Danske Slagtekalveproducenter
Jesper Arnth & Rasmus Alstrup