Syv nye initiativer skal løfte dyrevelfærden hos grise
Den danske grisebranche lancerer nu en plan for at løfte dyrevelfærden markant i de kommende år.
- Dyrevelfærd er ikke noget, vi bliver færdige med. Det er et område, vi hele tiden skal forbedre, og derfor tager vi nu endnu et skridt i den rigtige retning.
Sådan lyder det fra H.C. Gæmelke, der er formand for Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris. Sammen med resten af grisebranchen har han lanceret syv nye initiativer til en styrket dyrevelfærd i griseproduktionen.
- Vi er stolte af den udvikling, der er sket i de danske stalde gennem de seneste 25 år, men vi er også meget bevidste om, at samfundet forventer mere af os, og det forventer vi også af os selv. Et essentielt sted at sætte ind er på uddannelse af medarbejderne, som er helt centralt, når vi skal skabe gode rammer for vores grise, siger H.C. Gæmelke.
Står det til branchen skal alle besætninger fremover have en certificeret dyrevelfærdsansvarlig, som gennem uddannelse, test og løbende opkvalificering får ansvaret for at sikre et fagligt løft af dyrevelfærden i staldene. Målet er at skabe en mere ensartet og professionel tilgang til daglige rutiner, observationer og håndtering af dyr, og at sætte dyrevelfærd på linje med arbejdsmiljø og sikkerhed.
- Dyrevelfærd er først og fremmest noget, der sidder i menneskene omkring dyrene og ikke i kontrolskemaer. Hvis vi skal lykkes, kræver det en kultur, hvor vi er stolte af vores arbejde, hvor vi reagerer, når noget ikke er godt nok, og hvor vi deler viden åbent. Udskamning af en hel branche flytter intet. Det gør faglighed, ansvarlighed og den daglige indsats ude på gårdene, siger H.C. Gæmelke.
Samtidig igangsætter branchen et arbejde, der skal gøre det muligt at stoppe kirurgisk kastration fuldstændigt fra den 1. januar 2030, forudsat at markedet følger med. I dag foretages kastrationen under lokalbedøvelse og smertelindring, men grisebranchen ønsker at udfase indgrebet i et ansvarligt tempo, hvor både dyrevelfærd, kvalitet og afsætningsmuligheder er tænkt ind.
- Vi vil gerne væk fra kirurgisk kastration, men det skal ske på en måde, hvor vi både kan stå på mål for dyrevelfærden og for kvaliteten af det produkt, der ender hos forbrugerne. Derfor går vi i gang nu, så vi kan få den nødvendige viden, de rette løsninger og et marked, der kan følge med, siger H.C. Gæmelke.
Fakta om initiativerne
Branchen har i alt præsenteret syv konkrete initiativer til at forbedre dyrevelfærden i de danske grisestalde.
1. Etablering af dyrevelfærdstaskforce
Vi ser et styrket samarbejde og en ny tilgang fra Fødevarestyrelsen som et vigtigt middel til at øge grisenes trivsel. Helt konkret foreslår vi en taskforce mellem Fødevarestyrelsen og vores tre organisationer, der skal styrke kontrol, ensartethed og læring. I taskforcen vil vi arbejde for:
- Flere kontroller og tættere samarbejde. Vi foreslår flere kontroller og et styrket samarbejde med Fødevarestyrelsen. Vi ønsker åbenhed og har ikke noget imod kontrol.
- Ensartet sagsbehandling og klare rammer. Ensartet sagsbehandling skaber retssikkerhed, styrker tilliden mellem myndighed og landmand og gavner dyrevelfærden. Samtidig skal unødigt bureaukrati reduceres, så landmandens tid kan blive brugt i stalden.
- Rådgivning fra Fødevarestyrelsen skal sikre løbende udvikling i staldene. Kontrol skal ikke kun handle om sanktioner. Derfor foreslår vi en ordning, hvor Fødevarestyrelsen rådgiver, som Arbejdstilsynet også gør det. På den måde kan erfaringerne blive omsat til konkret læring og udvikling i stalden.
2. Ambitiøs udvidelse af vores mål om hele haler
Målet er 1 million grise i 2026, 3 millioner i 2027 og 4–6 millioner i 2028. Det kræver investeringer, ny viden og tæt samarbejde med Fødevarestyrelsen. Uden Fødevarestyrelsen bliver det svært at lykkes, men vi er klar til at drive vores del.
3. Krav om halm, hø eller wrap som rode- og beskæftigelsesmateriale
Alle stalde bygget efter 2015 skal have halm, hø eller wrap som rode- og beskæftigelsesmateriale. Langt de fleste landmænd bruger det allerede i dag og fremover skal alle grise have adgang til det.
4. Arbejdet med at udfase kirurgisk kastration inden 2030 sættes i gang
Vi har en ambition om at udfase kirurgisk kastration fra 1. januar 2030. I dag sker indgrebet med lokalbedøvelse og smertelindring, men målet er helt at stoppe det. Det kræver, at markederne kan aftage den danske gris, og derfor går vi nu i dialog om en ansvarlig overgang.
5. So-overlevelsen skal forbedres
Udviklingen i so-overlevelsen de seneste år er ikke tilfredsstillende. Derfor forpligter vi os til at løfte den gennemsnitlige so-overlevelse og dokumentere fremgang år for år.
6. Certificeret dyrevelfærdsansvarlig i alle besætninger
Alle besætninger skal have en certificeret dyrevelfærdsansvarlig med bestået uddannelse og test. Det løfter dyrevelfærd op på ledelsesniveau.
7. Styrkelse af en fælles dyrevelfærdskultur i erhvervet
Kultur er afgørende, når det kommer til at tage ansvar, lære og forbedre indsatser. Åbenhed og faglig stolthed er afgørende, hvis vi skal løfte niveauet yderligere. Vi vil styrke en kultur, hvor vi hele tiden arbejder på at blive bedre, og hvor vi tør tale om det, der kan gøres bedre.