TV2 har ikke kontrol over, hvad de har vist danskerne på TV
Østre Landsret har ophævet et forbud mod at bringe skjulte optagelser i TV 2-dokumentaren ”Hvem passer på grisene”. Sagen var kæret af TV2.
Landbrug & Fødevarer har læst kendelsen fra Østre Landsret, men fastholder kritikken af de journalistiske metoder, som TV2 har brugt.
Formand for Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris, H.C. Gæmelke, siger i forbindelse med dagens kendelse:
- Kendelsen ændrer ikke på, at TV2 har deponeret deres journalistik hos aktivister, der har brudt ind hos en lang række landmænd og lavet optagelser i grisestalde. TV2 har ikke haft journalister til stede og kan ikke verificere, hvordan billederne er blevet til, eller hvor alle klip er optaget, siger han.
Landbrug & Fødevarer har klaget til TV2, der i sidste uge redigerede i dokumentaren og fjernede et klip fra den oprindelige udsendelse.
- Aktivisterne, der brød ind i staldene, har et ønske om at lukke konventionel griseproduktion. De er klar til at bryde loven for at skabe et forvrænget billede i offentligheden. Det bør vi som samfund sige klart fra over for siger, H.C. Gæmelke.