Vi bruger Cookies

Ved at benytte lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik
Læs mere om cookiepolitik

Her er fremtidens landmænd

Hvert år kårer landbruget Fremtidens Landmand i tre kategorier: Bæredygtighed, Teknologi og Afsætning. Her er årets pris-modtagere.

Fremtidens landmand er langt fremme med bæredygtighed, ny teknologi og anderledes måder at afsætte gårdens produkter på. Landbruget har netop kåret tre landmænd som Fremtidens Landmand 2021.

De tre er:

  • Hans Sørensen, Kerteminde - Fremtidens Landmand i kategorien Teknologi. 
  • Carsten Rønde, Trige - Fremtidens Landmand i kategorien Afsætning. 
  • Michael Bundgaard, Ulsted - Fremtidens Landmand i kategorien Bæredygtighed

Landbrug & Fødevarers adm. direktør Anne Lawaetz Arhnung uddelte prisen ved en virtuel begivenhed.

- Vi har alle sammen brug for nogen, vi kan blive inspireret af. Rundt om i landet er der både dygtige og driftige landmænd, der er med til at udvikle erhvervet, skabe vækst og gøre dansk landbrug bedre hver eneste dag, siger Anne Lawaetz Arhnung. 

- I dag hylder vi tre landmænd, der har tænkt anderledes. Landmænd, der har prøvet der måske er lige lidt længere fremme med teknologien eller lige lidt tættere på forbrugerne.

Prisen uddeles af LandbrugsMedierne og SEGES og sponsoreres af Bridgestone, Jyske Bank, SAGRO, Yara og Agromek og består af 25.000 kroner.

Fremtidens Landmænd 2021

Hans Sørensen, Kerteminde, er kåret som Fremtidens Landmand i kategorien Teknologi. 

Hans driver et landbrug med 540 ha: Hans arbejder ekstremt systematisk. Planlægning og at sætte ting i system er to meget væsentlige forudsætninger, hvis man skal have udbytte af at bruge præcisionsudstyr i markbruget til at forbedre økonomien og reducere miljøpåvirkningen. Hans har også viljen til at se kritisk på sin indsats og konstant arbejde for at forbedre de ting, som kan gøres bedre. 

 

Carsten Rønde, Trige, er kåret som Fremtidens Landmand i kategorien Afsætning. 

Carsten driver et landbrug med 175 ha og griseproduktion samt en kødkvægsbesætning. Carsten har formået at gå egne veje med afsætningen og skabe en god forretning. Han tog fat i lokale kokke, hørte om deres ønsker og formår nu at levere varen i form af økologiske grise med tre dyrevelfærdshjerter. Dermed har han gjort et mindre landbrug med få søer der i dag ville være et deltidslandbrug til et fuldtidsjob og en rentabel forretning.

 

Michael Bundgaard, Ulsted, er kåret som Fremtidens Landmand i kategorien Bæredygtighed.

Michael driver 2000 ha og griseproduktion. Michael har en klar strategi og har truffet beslutninger, som sikrer bedriftens eksistens også for de kommende generationer. Han driver conservation agriculture, har udlagt faunastriber og bæredygtig jagt og producerer energi fra fem vindmøller og to biogasanlæg, som er med til at gøre bedriften både økonomisk og miljømæssigt bæredygtig. 

 

Seneste nyt fra lf.dk