Nyhed, 01.juni 2022

Ejerskabet er under forandring

Dansk landbrug er generelt set et bedre sted i dag end for 10 år siden, men der er stadig plads til forbedringer, og der kommer forandring.

Alt det kom formanden for Landbrug & Fødevarers sektor for Økonomi & Virksomhedsledelse, Anders Harck, ind på i sin beretning ved sektorens årsmøde 1. juni i Kolding.

Sammen med sektordirektør Anett Skov Marcussen gjorde Anders Harck status for den økonomiske og ledelsesmæssige udvikling i landbruget.

- Det er meget glædeligt, at de fleste driftsgrene total set har kunnet tjene fornuftigt og har kunnet bidrage til deres økonomiske robusthed. Og vi er blevet meget mere robuste.

Samlet er dansk landbrug kommet under 300 mia. kroner i gæld, hvilket er cirka 50 mia. kroner ned på 10 år.

- Men selv om der er afdraget kraftigt på gælden, er det ikke nok til at kompensere for de store ejendomsværdifald. Dansk landbrugs egenkapital var 213 mia. kroner i 2008 – og kun 131 mia kroner her 12 år efter, altså er landbrugets egenkapital faldet med 82 mia. kroner, siden sidst i nullerne, sagde Anett Skov Marcussen.

- Men vi står nu et meget bedre sted. Tidligere levede dansk landbrug gennemsnitligt set på konjunkturer, og vi kunne knap forrente vores store egenkapital. Nu har vi et bedre afkast, vi afdrager på gælden og bliver år for år mere robuste og forrenter egenkapitalen, konkluderede Anders Harck.

Farvel til det personlige eje?

Selvejet dominerer stadig dansk landbrug, men også her er det brydningstid. For nuværende er 83 procent af landbrugene ejet i personlig regi, 8 procent er I/S’er og resten lidt af hver. Men billedet ændrer sig, hvis man ser på fremtidens virksomhedstyper. De seneste to år er det nemlig kun 54 procent af virksomhederne, der etableres i personlig regi, mens 10 procent er I/S’er og 18 procent er aps.

-  Det tyder på, at ejerskabet er under hastig forandring, sagde Anett Skov Marcussen.

- Jeg kan rigtig godt lidt selvejet i personligt regi, men det er min klare fornemmelse, at en del af værktøjskassen til at generationsskifte dansk landbrug er selskabsdannelse med nye unge i ejerskabet. Det kan være en billigere “billet” til at få nyt liv i virksomheden i tide, inden den passiviseres, sagde Anders Harck.

ESG-dagsordenen fylder, og Danmark står stærkt

Bestyrelsen for sektor for Økonomi & Virksomhedsledelse har særligt fokus på at få landmænd til at formulere en exit-strategi og spare op til pensionen.

- Og det går den helt rigtige vej. En betydelig pensionsopsparing giver alt andet lige mulighed for, at virksomheden ved et salg ikke skal drænes for en masse penge til sælgers alderdom.

Anders Harck nævnte også, at sektoren de kommende år vil sætte fokus på, hvordan aktivt strategi-arbejde og nye ejerskaber kan fremme dansk landbrugs produktivitet, effektivitet og omstillingsevne.

Et andet af de helt store arbejdsområder er den grønne omstilling og dens betydning for finansieringen af landbruget samt landbrugets økonomi, udtrykt gennem bæredygtigheds-parametrene ESG:

- ESG-dagsordenen kommer til at gøre os meget godt. Den kommer til hele EU og til hele verden. Men kun få steder vil man som i DK kunne levere data, der viser vores grønne omstilling. Der er ikke mange, der har et datagrundlag, der er bedre end vores, og ingen har et stærkere fælles set up, som kan holde dette fokus hen over de forskellige led i klyngen. Og jeg tror, at vi belåningsmæssigt, imagemæssigt og afsætningsmæssigt kan få et forspring på det her – simpelthen fordi, vi kan levere dokumentation på, at vi flytter os hurtigt, sagde Anders Harck.