Foto: L&F
Landbrug & Fødevarer ansætter ny Public Affairs-chef
Landbrug & Fødevarer har ansat Peter Ahrenfeldt Schrøder, 35 år, som ny Public Affairs-chef og afdelingsleder.
Peter Ahrenfeldt Schrøder kommer fra en stilling som erhvervspolitisk konsulent i FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation, hvor han har været ansat i otte år, og har tidligere også arbejdet som embedsmand i Erhvervsministeriet og som politisk rådgiver i Socialdemokratiet.
Andreas Bach Mortensen, områdedirektør for Public Affairs & Kommunikation i Landbrug & Fødevarer, siger om ansættelsen:
"Jeg er meget glad for, at vi har kunnet tilknytte Peter Schrøder som Public Affairs-chef. Peter kommer med et stærkt netværk, en bred erfaringsbase indenfor dansk politik – og så har han arbejdet indgående med en række af de problemstillinger, som betyder allermest for vores medlemmer, herunder den grønne omstilling."
Peter Ahrenfeldt Schrøder er uddannet Cand. scient. adm. fra Roskilde Universitet. Han tiltræder i Landbrug & Fødevarer 1. maj.
"Med Peter er den sidste brik faldet på plads i organiseringen af vores relativt nye område ’Public Affairs & Kommunikation’ i Landbrug & Fødevarer. Jeg synes i al beskedenhed, at vi har fået sammensat et dynamisk og mangfoldigt hold af ledere og medarbejdere, som skal bringe indsatsen for vores medlemmer til nye højder", siger Andreas Bach Mortensen.
Peter Ahrenfeldt Schrøder ser frem til at arbejde for landbruget og fødevaresektoren.
"Landbruget har historisk været omdrejningspunkt for store forandringer af samfundet, ikke mindst gennem andels- og højskolebevægelsen. Det er et erhverv som brødføder os alle sammen, står bag en stor del af arbejdspladserne i landdistrikterne, og udgør en markant del af den danske vareeksport. Erhvervet står lige nu i en stor omstilling, hvor der tages mange og store initiativer for at gøre fødevareproduktionen mere bæredygtig. Jeg glæder mig til at bidrage til at skabe den gode dialog mellem landbruget, politikerne og det bredere samfund om, hvordan vi bedst sikrer, at erhvervets virketrang og innovationskraft forløses", siger Peter Ahrenfeldt Schrøder.