Kærbygård ved Kerteminde vinder Landbrugets Arbejdsmiljøpris
På et landbrug skal tre parametre gerne være i top: trivsel, sundhed og sikkerhed.
Hos Hans Sørensen fra Kærbygård er der topkarakterer i alle tre parametre. Derfor modtog bedriften torsdag Landbrugets Arbejdsmiljøpris 2023 ved Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i Herning.
Med æren følger et diplom og en check på 25.000 kr. Kærbygård er indstillet af Finn Rasmussen, Velas.
Lone Andersen, der er viceformand i Landbrug & Fødevarer og formand for organisationens arbejdsmiljøudvalg, påpeger at for langt de fleste vindere af prisen er æren det største element. Det viser nemlig, at man har gang i noget rigtigt.
Om årets vinder fra Kærbygård siger Lone Andersen, at ”der er en leder der udstikker en tydelig retning for, hvordan dagens opgaver tilgås. Medarbejderne mødes med empati og forståelse, samtidig med at der stilles tydelige krav til sikkerhed og kvalitet.”
"Her er en indarbejdet systematik i forhold til sikkerhed og en evig søgen efter forbedringer, samt en holdning til at alle medarbejdere skal oplæres i at varetage alle opgaver", siger hun og fortsætter:
"Det betyder at medarbejderne har en stor tryghed i arbejdet og giver dem en mulighed for at tilegne sig mange kompetencer, - noget der værdsættes og gengældes med stort engagement fra medarbejdernes side. Og så er det en arbejdsplads, hvor der er masser af godt og smittende humør. Derfor er denne bedrift et fantastisk forbillede, som virksomheder i og uden for vores branche kan lade sig inspirere af."
Hans Sørensen er utrolig stolt over at have vundet og roser sine medarbejdere.
"Det kom som en kæmpe overraskelse at vi fik den her pris. Det er jo noget af det største man kan få. Jeg har nogle fantastisk dygtige medarbejdere, der er inspirerende. Vi kan snakke sammen, så det ikke kun er mine egne ideer vi følger. De er en kæmpestor del af det her, fordi de hjælper med at overholde reglerne og giver viden videre til de nye der kommer og arbejder. Uden dem, ingen pris."
Landbrugets Arbejdsmiljøpris
Landbrugets Arbejdsmiljøpris uddeles hvert år til en landmand, der gør en særlig indsats for at skabe og udvikle et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø på bedriften.
Vinderen af prisen arbejder seriøst og kreativt med arbejdsmiljøet og viser nye veje for sine kolleger.
Prisen består af et diplom og 25.000 kroner.
Landbrugets Arbejdsmiljøpris er støttet af: Yara, AGCO Innovation Center, Washpower, Velas, Byggeri & Teknik I/S, Hatting, DLG, Lely og LandboNord.