Læs formandens beretning fra Delegeretmøde 2023

af Søren Søndergaard

Kære delegerede.

Kære ministre.

Kære gæster.

Der er mange ting, jeg kunne starte min beretning med i dag.

Jeg kunne starte med lækageeffekter og territorialprincipper. Jeg kunne tordne mod regler og bureaukrati, som spænder ben for det gode landmandskab og dele af den klimaomstilling, vi er midt i.

Jeg kunne holde en lang monolog om alt det gode, vi gør ude på landet. Og om alt det, de ikke forstår inde i byerne.

Men i stedet vil jeg starte med at tale om nysgerrighed.

For en måneds tid siden havde jeg en ung mand på besøg til en kop kaffe på mit kontor på Axelborg.

Den unge mand hedder Rasmus Hage Dalland. Han er journalist og forfatter – og opvokset i byen. Og så har han lige udgivet en bog. Den hedder ”Jordbundet – en rejse rundt i dansk landbrug”.

Rasmus bevæger sig rundt i Danmark og besøger forskellige landmænd. Han bliver inviteret inden for til kaffe i køkkenerne og rundvisning på bedrifterne.

Han besøger en stor grisebonde. En økologisk planteavler. En regenerativ landmand. Han kommer vidt omkring.

Ja, selv Martin Merrild besøger han!

Rasmus tager udgangspunkt i et paradoks:

Aldrig har der været så meget debat om landbruget – og aldrig har der været så få mennesker, der rent faktisk ved noget om landbruget.

Fordomsfrit og nysgerrigt drager Rasmus ud blandt danske landmænd for at blive klogere.

Som han skriver i indledningen til bogen:

”Jeg blev interesseret i at finde ud af, hvordan landmændene selv opfatter deres erhverv og de kriser, det befinder sig i centrum af. Måske kan landmændene fortælle os noget om, hvordan vi kommer helskindet ind i fremtiden, eller give os en pejling af, hvordan de kommende forandringer af landbruget også vil forandre os.”

Og her har vi, tror jeg, en afgørende ingrediens til opskriften på, hvordan vi løser mange af samfundets udfordringer.

Den ingrediens er nysgerrigheden.

Nysgerrigheden efter at vide mere om hinanden. At turde spørge. Og turde svare. Undersøge, hvorfor tingene er som de er. Og hvad vi i fællesskab kan gøre for at skabe den nødvendige forandring.

Fordomme har det jo med at smuldre i mødet med virkeligheden.

Et helt konkret eksempel på det er Landbrug & Fødevarers Skoletjeneste.

Siden 1976 har danske skoleelever kunnet komme på gårdbesøg hos en landmand.

Her ser næste generation, hvor den mad, de spiser, kommer fra. Her må de røre, undersøge, undres og spørge.

Som den lille storbyknægt fra en 3. klasse, der var på besøg på en gård med malkekvæg.

På rundvisningen kommer de til sidst til den store mælketank, og landmanden fortæller, hvor mange tusinde liter mælk, der er i tanken.

Hvorpå drengen spærrer øjnene op og udbryder: ”Men hvad bruger I dog al den mælk til?!”

Og så fik de en god snak om, at al den mælk ender i kartoner i det supermarked, hvor hans mor og far handler.

Jeg hører fra landmænd, der har været værter gennem flere årtier – at både elever og lærere er begejstrede for besøgene og vender klogere hjem.

Men også, at der kommer længere og længere afstand til landbruget. At der er en tendens til, at børnene ved mindre og mindre om vores fødevareproduktion.

Og det er et problem. Et stort problem. Derfor er både Skoletjenesten og Åbent Landbrug mere end bare en sjov og hyggelig dag.

Det er en bro, der forbinder os på tværs af land og by.

I Danmark bor vi cirka 5,8 millioner mennesker. Vi er et meget lille land. Men derfor kan vi sagtens blive splittet som befolkning.

Måske er det noget med tolerancen eller rummeligheden fra begge sider. Men er vi nu egentlig også så forskellige?

Og selv hvis vi er, så skal vi være tolerante over for forskellighederne. For uanset om vi bor på landet eller i byen, er vi jo afhængige af hinanden.

Det er der masser af eksempler på. Ude i landdistrikterne producerer vi fødevarer til byerne. Både mælk og kartofler til hverdagen og den helt særlige kødudskæring eller de fine oste til storbyernes dyreste gourmet-restauranter.

I de store byer foregår der forskning, der gør det muligt for landmanden at tage nye dyrkningsmetoder og teknologier til sig, så produktionen bliver mere klimaeffektiv.

Det ene ville ikke kunne eksistere uden det andet. Vi har brug for både land og by. Vi har brug for hinanden og vores forskelligheder.

Landbruget har gennem flere århundreder været en drivende kraft i det danske samfund. Både økonomisk, politisk og kulturelt. Landbruget er en spydspids i fællesskabet – i lokalsamfundene, i foreningslivet, i andelsbevægelsen.

Landbruget udgør i dag en afgørende modvægt til den centralisering, der sker omkring storbyerne. Vi bidrager til at skabe balance i vores lille land.

Vi har ingen dybe kløfter i Danmark. Til gengæld har vi næsten 2.500 broer, som forbinder os på kryds og tværs.

Og lige som broer løbende skal tjekkes og vedligeholdes for at kunne bære, skal vi også gøre det med broerne mellem hinanden.

Det ansvar ligger hos os alle. Ansvaret for at være nysgerrig.

Og nu vi er ved det med ansvaret og nysgerrighed.

Så vil jeg gerne bevæge mig lidt ned i børnehøjde og fortælle en lille historie om netop det.

Som for mange andre her i salen, der voksede op i 80’erne, var opdragelsesformen præget af princippet ”Frihed under ansvar”.

Friheden var nem nok at forstå. Og det var nysgerrigheden, der drev værket for mine brødre og mig. Det gjorde den også denne sommerdag for mange år siden:

I kanten af skoven havde vi en indhegnet eng, hvor en flok kreaturer gik og græssede. Inde i indhegningen stod en række store kirsebærtræer.

Når vi kom hjem fra skole, elskede vi at løbe ind i indhegningen, snige os forbi den store tyr, og kravle op i et af træerne og spise kirsebær.

Den her dag – oppe i træet – talte min bror og jeg om, at vi havde set i en cowboy-film aftenen før, at man kunne fange tyre med en lasso. Vi var ret nysgerrige på, om det nu kunne passe.

Og så var der ikke langt fra tanke til handling.

Vi drønede tilbage til gården, fandt et langt stykke reb og tog en spandfuld smågrisefoder med fra laden.

Tilbage i engen bandt vi en løkke af rebet, lagde den i græsset sammen med foderet, kravlede op i træet igen og bandt den anden ende af rebet fast i den største gren på træet.

Der gik ikke lang tid, før flokken nærmede sig.

Det var tyren, der kom først, og da han begyndte at spise af foderet, placerede han det ene forben inde i løkken.

Vi kiggede hinanden i øjnene, nikkede, og trak i rebet!

Planen virkede. Tyren sprang tosset rundt. Og vi jublede.

Men jubelen varede ikke så længe. For det gik jo op for os, at den her drengestreg kunne vi jo nok ikke løbe fra.

Men det endte godt. Vi kom levende ned fra træet og fik ikke ret meget skældud.

Jeg tror ikke, nutidens forældre i lige så høj grad praktiserer ”frihed under ansvar”-metoden. Jeg tror, der er flere regler, mere overvågning og flere bekymringer.

Pointen er – at man i virkeligheden kan brede det ud til hele samfundet.

Nysgerrigheden og innovationskraften er ved at blive kvalt af regler, bureaukrati og dokumentationskrav.

Det er den følelse, mange landmænd står med i dag. Og jeg tror, mange andre erhverv føler det samme.

Når vi ikke altid tør lave naturtiltag på vores jord, fordi det kan ødelægge vores mulighed for at få lov til at producere i fremtiden.

Når vi frivilligt og talstærkt ønsker at tage lavbundsjorde ud, lave minivådområder eller rejse skov. Og projektet strander i sagsbehandling og årelange ventetider.

Eller når vi skal bremses i at bruge nye teknologier, der kan tælle med i landbrugets klimaregnskab – fordi myndighederne ikke har fået godkendt teknologiernes effekter endnu.

Ja, så risikerer vi, at nysgerrigheden trækker følehornene til sig. Og det er en trist udvikling for vores samfund.

Begrebet frivillige aftaler bruges ofte når man taler om virkemidler inden for klima og miljø.

Det er et udtryk, som ligger godt i munden. Og det er godt med frivillige aftaler.

Man kunne dog fristes til at tro det modsatte, når man hører retorikken fra nogle politikere og debattører.

Her er ’frivillige aftaler’ blevet et skældsord. Og det er landmændene, der skydes på. Det er svært at forstå hvorfor.

For vi byder ind. Gør vores del ved at søge ordningerne. Og så tager det ellers meget længe, inden det administrative og bureaukratiske er på plads. Altså den del myndighederne skal stå for.

Men sådan ser alle politikere ikke på tingene.

Når frivillige aftaler ikke realiseres så hurtigt som ønsket, så er det per definition landbrugets skyld.

Mediet Ingeniøren skrev forleden om, hvorfor det tager lang tid at få lavbundsjord taget ud af drift.

Her konstaterer en forsker fra Københavns Universitet:

’Nogle gange er der bare ikke nok medarbejdere til at få sat gang i processen, og nogle steder mangler der ressourcer i kommuner til at facilitere projekterne. Den administrative kapacitet er et af de største bump.’

Det ville klæde den demokratiske samtale om miljø, klima og landbrug, at vi – i stedet for at stigmatisere hinanden – havde en konstruktiv dialog om, hvordan vi kan skabe og implementere løsninger, der rent faktisk bliver til noget.

Så jeg efterspørger mere nysgerrighed fra politisk side på, hvorfor vi ikke når vores mål. I stedet for blot at kritisere uden indsigt.

En betingelse for frivillige aftaler er selvfølgelig også, at man kan regne med, at en aftale indgået med det offentlige står ved magt.

Ordet ’skandale’ ligger lige for, når Miljøstyrelsen og Landbrugsstyrelsen i denne tid kræver tilbagebetaling fra landmænd, der har afgivet jord til projekter, der kan hjælpe natur og klima godt på vej.

Det er landmænd, som har en indgået en klar, skriftlig aftale om kompensationens størrelse med staten.

Nu har staten flere år efter fundet frem til, at kompensationen skal genberegnes, i flere tilfælde til en lille brøkdel.

Staten har selv udarbejdet alt i den ordning, som man nu løber fra.

Det er utroværdigt. Og det er – sagt pænt – bestemt ikke fremmende for lysten til at gå ind i frivillige aftaler.

Iltsvind i vores fjorde og kystnære farvande er – efter en ekstraordinært varm september – et stort tema i medierne.

Billeder af død havbund og målinger, der viser det værste iltsvind i 20 år, har været forsidestof i ugevis.

Helt forståeligt. For det er en vigtig historie, som berører os alle. Det er en kæmpe udfordring, vi som samfund skal have løst.

Vi påtager os vores del af ansvaret, men vi skal handle på et objektivt grundlag og fokusere på indsatser der har en effekt.

Alternativet er at fortsætte med den ensidige miljøregulering. Den har de seneste par årtier åbenlyst ikke skabt de nødvendige forbedringer.

Vi må insistere på, at vi har fokus på indsatser, der virker. Og det er meget forskelligt fra vandopland til vandopland.

Vi ser heldigvis rundt om i landet – ved Odense Fjord, Vadehavet, Ringkøbing Fjord, Limfjorden og flere andre steder – et voksende aktivt samarbejde mellem lokale myndigheder, vores erhverv og andre organisationer.

Her vil man finde de bedste løsninger lokalt, Her venter man ikke på – og forventer heller ikke – at statens vandplaner løser problemerne. De lokale samarbejder skal understøttes og udbredes til større dele af landet.

Jeg er glad for, at miljøministeren har indbudt os og andre interessenter til dialog, så vi kan få de relevante værktøjer i spil.

Vi kan reducere udledninger af næringsstoffer fra land med flere vådområder, lavbundsprojekter og skovrejsning.

Vi kan genoprette stenrev og ålegræs på havbunden.

Vi kan sørge for at have en mere effektiv rensning af kloakvand og stoppe med at dumpe havneslam i vores farvande.

Alt sammen gerne i et langt højere tempo end i dag.

Og så peger vi også på behovet for et stærkere samarbejde mellem landene omkring os – omkring Østersøen og Nordsøen.

Den internationale ekspertevaluering der blev offentliggjort for nylig, bekræfter, at kvælstof fra andre lande udgør en stor del af kvælstoftilførslen til en række danske farvande.

Derfor opfordrer vi miljøministeren til at følge ekspertpanelets anbefaling om at tage initiativ til en langt stærkere fælles og koordineret kvælstof- og havmiljøindsats.

Det er der behov for.

Det er et år siden, vi sidst var samlet til delegeretmøde. Siden da har vi kæmpet mod en ekstra CO2-afgift på landbrugets biologiske processer. I målrettede kampagner, i dialog med politikere, i avisernes spalter, i diskussioner med både medvind og modstand.

Og jeg glæder mig over, at debatten trods alt er blevet mere nuanceret. At vi har fået udbredt viden om alt det, vores erhverv allerede gør i den grønne omstilling – og om de fatale konsekvenser en afgift kan få.

På sidste års møde stod Jakob Ellemann-Jensen på denne talerstol. Han sagde blandt andet:

”Man kan godt argumentere imod en CO2-afgift, men man får ikke ret. Det kommer til at ske.”

Og Venstres nu tidligere formand spåede formentlig rigtigt.

Vi kæmper videre, men vi bliver også nødt til at forholde os til den politiske virkelighed. At der er et flertal i Folketinget for endnu en afgift. Og at den er skrevet ind i regeringsgrundlaget.

Til gengæld er det langt fra afgjort, hvordan den skal se ud. Og her er vores stemme i debatten afgørende. Også i tiden, der ligger foran os.

Alle ved, at ideen om en ekstra afgift på landbrugets biologiske processer på ingen måde er groet i vores mark. Og lad mig – endnu engang - bruge lidt tid på bare nogle få af årsagerne.

For det er ikke fordi, vi ikke går helhjertet ind i den grønne omstilling. Det gør vi. Vi har fuld fokus på at levere. Hver dag. Og vi vil gøre det på en måde, hvor vi udover at levere på de danske klimamål også leverer indsatser, der har en global effekt.

Der er kommet en politisk opfattelse af, at hvis ikke man er fortaler for en CO2 afgift på biologi, så er man imod den grønne omstilling. Og det er helt forkert!

Man skal skelne mellem fossile og biologiske processer.

Vi har som samfund i for lang tid haft en energiforsyning, der har været baseret på fossil energi. Olie, kul og gas. Nu omdannet til CO2 i vores atmosfære.

En afgift på CO2 giver mening, når det drejer sig om målbare udledninger fra fossile brændsler.

Derfor er der noget fornuft i den CO2-afgift, der allerede er vedtaget på vores udledninger fra fossile brændsler, selvom den kommer med en stor omkostning for vores erhverv.

Og som sidebemærkning undrer jeg mig over, at der er stemmer i debatten, der stadig ikke har forstået, at vores erhverv allerede er omfattet af en CO2-afgift.

Men at bruge samme værktøj til landbrugets biologiske processer, som er langt mere komplekse med både optag og udledninger af klimagasser, er en uhyre risikabel vej at gå.

Man skal huske, at vores erhverv arbejder med andre typer af klimagasser end CO2. Klimagasser, der opfører sig anderledes og på den lange bane er cirkulære.

Og vi har brug for endnu mere forskning og viden, der underbygger den helt store dagsorden om lagring af CO2.

Her ser vi, med vores biogene processer i landbruget, meget store potentialer i de kommende år.

Og hvordan kan man i øvrigt beskatte noget, man ikke kan måle – med mindre, man selvfølgelig vil have en klimaafgift bare for klimaafgiftens skyld.

Men på trods af det ønsker et stort flertal en CO2-afgift på de komplicerede biologiske processer. Også selv om det indebærer et skridt ud i totalt ukendt territorie. Dansk enegang i forhold til EU og resten af verden.

New Zealand har ofte været nævnt som foregangsland. Her taler man nu om at udsætte klimaafgiften på landbruget. Den har for øvrigt været sat til omkring 20 kr. pr. ton CO2. I Danmark hører vi forslag på afgiftsniveauer, der er mere end 50 gange højere.

Nu er der så indkaldt til såkaldte trepartsforhandlinger om at sætte rammerne for en klimaafgift i samspil med andre dagsordener som natur, biodiversitet og drikkevand

Vi er budt med. Og det takker vi selvfølgelig ja til.

Vi har selv anvist en farbar vej til at nå klimamålene i vores 2030-plan; ”Dyrk Mulighederne”.

En plan, der udnytter velkendte redskaber, indsatser og nye teknologiske landvindinger, som allerede er tilgængelige, og hvis effekt er anerkendt.

Det vil på alle måder være en mere produktiv vej. Men det kræver naturligvis store investeringer. Investeringer som, vi forventer, Christiansborg er klar til – for med store ambitioner følger også et stort ansvar.

Og med de store investeringer kan vi ikke bare nå klimamålene. Vi kan også fastholde et stærkt fødevareerhverv i Danmark, der gør en mærkbar forskel for klimaet globalt.

Og det er vel det, der er opgaven. Det bør stå lysende klart for alle, der sætter sig til forhandlingsbordet.

Vi har stor tillid til, at SVM-regeringen og de dygtige ministre går til opgaven med det for øje. At man vil lede med lys og lygte efter en forsvarlig, ordentlig og klog landingsbane.

For som der står i regeringsgrundlaget, så har erhvervet høje ambitioner i den grønne omstilling og står allerede stærkt, når det gælder grøn innovation. Man ønsker at udvikle vores erhverv og fastholde såvel konkurrenceevne som arbejdspladser.

At udviklingen af vores erhverv går hånd i hånd med den grønne omstilling, skyldes jer og vores kollegaer. Vores selskaber og innovationscentre. Erhvervets rettidighed og evige nysgerrighed efter, hvordan vi gør det lidt bedre i morgen.

Hen over efteråret kom der et par meningsmålinger, vi kan finde opmuntring i.

Den ene, som mediet Altinget står bag, viser, at syv ud af ti danskere mener, at landbruget enten fylder passende eller måske endda kunne fylde lidt mere. 

Den anden måling kommer fra kommunikationsbureauet Radius. Den viser, at landmændenes troværdighed i befolkningen det seneste år er steget mere end nogen anden faggruppes.

Radius skriver selv om fremgangen:

”Landmændenes højdespring tyder på, at danskerne har lagt mærke til de mange historier om konkret, grøn handling ude på gårdene. Det får landmændene anerkendelse for”.

Målingerne er et stort skulderklap fra danskerne. Og måske også en påmindelse om, at det, vi til tider oplever som massiv modstand i medierne, langt fra er udtryk for, hvad folk flest reelt mener om os og vores erhverv.

I Danmark diskuterer vi, hvad vi skal bruge jorden til. Det er en vigtig debat. Og det er vigtigt at se den i et større perspektiv.

Skal jorden bruges til solcelle-parker? Skovrejsning? Brakmarker? Skal vi tage mere jord ud af produktion? Eller skal vi bruge jorden til at dyrke fødevarer?

Nogle mener, at vi bare burde dyrke nok til lige akkurat at brødføde os selv i Danmark’.

Jeg synes godt, man kan tillade sig at kalde det en meget snæversynet tilgang til verden.

For der er jo en god grund til, at vi producerer meget. Vi har hverken bjerge eller tundra, men derimod noget af verdens bedste jord og klima til fødevareproduktion.

For nogle måneder siden var jeg sammen med mine nordiske formandskollegaer.

De fortalte, at i resten af Norden debatterer de, hvordan man kan øge fødevareproduktionen.

De forstod faktisk slet ikke, at vi med vores gode danske jord overhovedet kunne overveje at begrænse fødevareproduktionen i en tid, hvor der kommer flere og flere mennesker på jorden.

Præcis den samme undren havde formanden for de amerikanske landmænd, Zippy Duvall, da jeg talte med ham for nylig. Han spurgte mig: ”What are you doing in Europe?”

Han henviste til, om vi i Europa kun lige nøjagtig er selvforsynende med fødevarer.

Vi har for ganske nyligt set, hvor sårbare vi gør os selv ved at være afhængig af energi fra tvivlsomme regimer. Det samme bør ikke ske med fødevarer.

Det er uhyre vigtigt, at vi får alle de nuancer med i debatten om jorden.

At vi får en åben og ærlig snak om, hvad det har af konsekvenser, hvis vi vil bruge store dele af vores frugtbare og gode landbrugsjord til andet end at dyrke fødevarer.

Og vi må konstatere, at forsyningen af fødevarer og energi, endnu en gang i verdenshistorien, er blevet til sikkerhedspolitik.

En gammel kinesisk talemåde lyder noget i retning af ’Gid du må leve i interessante tider’.

I virkeligheden er det vist snarere en forbandelse, end et fromt ønske. For omskiftelige tider kræver mere end statiske og stabile tider gør.

Dansk landbrug lever lige nu i en meget interessant tid.

Heldigvis har vi gennem de seneste 150 år vist, at det trives vi også i.

Vi har en lang tradition for at gå forrest. At se nye markedsmuligheder, at organisere os klogt, at tage nye teknologier til os. Derfor står vi også godt rustet til de udfordringer, vi kommer til at møde.

Vores fællesskab er en anden ting, der glæder mig. Vi har et levende og aktivt medlemsdemokrati.

Vi kan heldigvis glæde os over, at der er mange unge, der tror på en god fremtid for landbruget og gerne vil være en del af den. For tredje år i træk stiger antallet af elever, der starter på landbrugsuddannelsen.

Det er dejligt at se – og igen et udtryk for at vores erhverv er troværdigt. For der har vel næppe været en generation, der mere end nutidens unge er bevidste om, at de vil arbejde med noget, hvis værdier de respekterer og kan identificere sig med.

Men vi har også en opgave i at passe godt på den nye generation. At fastholde dem i vores erhverv. Værne om værdierne. For vi får brug for dem alle sammen i fremtiden. Det ansvar ligger hos os alle.

Jeg vil gerne sige en stor tak til jer alle sammen for altid at stille op. Til at hjælpe med at fortælle de gode historier til politikere og journalister. Til at vise jeres nye klima- og miljøvenlige teknologier frem. Til at slå stalddøren op til Åbent Landbrug eller for nysgerrige skoleklasser.

Kort sagt; At vise, at vi har et udviklingsorienteret landbrug i absolut verdensklasse.

Og når vi nu skal leve i interessante tider, så kunne jeg ikke forestille mig bedre selskab og fællesskab at gøre det i.

Lad mig her til slut vende tilbage til Rasmus Dallands bog. Der er et tankevækkende citat, som lyder:

”Vi skal kræve noget af landbruget, men også af os selv. Og krav uden indsigt er svære at respektere.”

Jeg kunne også vende citatet på hovedet – for vi skal også kræve noget af samfundet, af politikerne. Vi skal måske først og fremmest kræve, at man ikke stiller krav uden også at have indsigt. Og vi skal selv være åbne, nysgerrige og altid på udkig efter indsigt og ny viden.

Jeg håber, alle vil bevare nysgerrigheden i forhold til dansk fødevareproduktion. Til vores udfordringer og til de løsninger, der vitterligt findes. En nysgerrighed, som er baseret på reel indsigt og lyst til at finde farbare veje og bygge broer.

Vi står oven på de generationer der før os har udviklet landbruget til det, det er i dag. Og ligesom kirsebærtræet derhjemme stadig producerer gode kirsebær i dag, så vil dansk landbrug også i fremtiden levere det, som samfundet efterspørger.

Til gavn for en mere bæredygtig og effektiv fødevareproduktion. Herhjemme. Og ude i verden.

Tak for tilliden. Tak for ordet.