Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

Nyhed, 08.maj 2023

Vær klar til eventuelle vejblokader mandag

Landmænd og virksomheder bør forberede sig på, at der i næste uge kan blive problemer med at få leveret foder, dieselolie og at få afhentet dyr og mælk.

Opfordringen kommer fra Flemming Nør-Pedersen, direktør i Landbrug & Fødevarer. Det sker på baggrund af den aktion, som en gruppe af vognmænd har varslet fra næste mandag klokken 06.00 i protest mod den kilometerbaserede vejafgift for lastbiler, som regeringen vil indføre.

- Vi har på nuværende tidspunkt ikke noget overblik over, hvor store og hvor omfattende blokaderne bliver. Arrangørerne har ambitioner om at blokere tilkørslerne til motorveje hele landet. Der er også skrevet om at blokere andre veje og lokationer. Men det er lige nu uvist, hvor stor opbakning der reelt er til aktionen og hvor længe den kommer til at vare, siger Flemming Nør-Pedersen.

Fyld lagrene op

Arrangørerne har udtalt, at transporter af dyr og foder får lov at køre gennem blokaderne, men som nævnt er uvisheden stor, og derfor vil det være klogt at iagttage et forsigtighedsprincip.

- Vi kan kun opfordre til at få fyldt lagrene op med de essentielle produkter, så man ikke risikerer at mangle foder, dieselolie eller andre ting, der kan have betydning for velfærden. Vi holder selvfølgelig nøje øje med udviklingen og vil holde medlemmerne orienteret bedst muligt, fortæller Flemming Nør-Pedersen.

Han fortæller også, at L&F har indledt en dialog med Fødevarestyrelsen om håndtering af eventuelle dyrevelfærdsmæssige udfordringer i kølvandet på en transportblokade.