Foto: Ture Andersen

Nyhed, 11.september 2024

Forbrugerne er vendt hjem til økologien

En ny undersøgelse fastslår, at forbrugerne igen er vendt hjem til økologien, når de lægger dagligvarer i kurven – men der mangler mere viden om dyrevelfærd.

En undersøgelse lavet for Landbrug & Fødevarer af Voxmeter viser, at der igen er stor opbakning til de økologiske fødevarer. På nuværende tidspunkt siger hver tredje forbruger, at de altid eller ofte køber økologi. Det betyder, at forbrugernes opbakning til økologiske fødevarer nu er på niveau med den, vi har set før i tiden. Dertil foretrækker tre ud af fire også, at de økologiske råvarer er produceret i Danmark.  

Dyk ned i analysen her

Ejvind Pedersen, chefkonsulent for økologi i Landbrug & Fødevarer, glæder sig over, at forbrugerne er vendt hjem til økologien.  

"Danmark er et af de førende lande inden for produktion og salg af økologiske råvarer, og jeg ser det derfor meget positivt, at forbrugerne nu igen vælger økologiske råvarer, når de handler," fortæller han.  

Og han fortsætter:  

"Økologi handler om at have en helhedstilgang helt fra landbrugsjorden til hjemme på køkkenbordet, og det vidner om, at forbrugerne er meget bevidste om, hvad de køber," uddyber han.  

Grønt og mejeri er det, som flest danskere køber økologisk  

Danskerne køber oftest deres grøntsager, frugt, æg og mejeriprodukter som mælk og ost økologisk, men halter efter, når det kommer til at vælge de økologiske muligheder inden for søde sager, samt bønner og bælgfrugter. Også økologisk kød og kødpålæg er noget, de danske forbrugere sjældnere vælger, når de køber ind.  

Undersøgelsen viser også, at hver sjette forbruger ville købe mere økologi, hvis de fik mere viden om forholdene i økologisk produktion. Respondenterne blev spurgt om forskellige udsagn om dyrevelfærden i økologisk produktion, og det viser sig, at under halvdelen af respondenterne ved, at de økologiske køer kommer på græs, og at økologiske kyllinger vokser langsommere end tilsvarende konventionelle kyllinger.

Det ser Ejvind Pedersen som et tegn på, at forbrugerne mangler viden om de økologiske principper.  

"Forbrugerne ved, at når de køber grøntsager og mejeriprodukter, så er det uden sprøjtemidler i produktionen, men når det kommer til de økologiske principper om dyrevelfærd, mangler de viden," fortæller han og fortsætter:
 
"Vi har i Danmark kloge forbrugere, der er bevidste om, hvad de køber, og derfor tror jeg også, at der i fremtiden vil blive købt endnu mere økologi, hvis vi gør forbrugerne mere bevidste om, hvilke andre tilvalg de også foretager ved at købe økologisk," slutter han.