Nyhed, 01.juli 2024

Madskoler giver venskaber og madglæde

Selvom sommerferien er over os, er der godt gang i køkkenerne på landets skoler, når madglade børn tager grydeskeen i egen hånd.

En god stak engagerede frivillige, fire håndfulde lækre opskrifter og en sjat lærerige aktiviteter krydret med masser af madglæde. Det er den enkle opskrift bag Madskoler, der afholdes 65 steder landet over denne sommer.

Siden 2004 har Madskoler, der er en aktivitet arrangeret af 4H i et ikke-profitskabende samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000, sendt børn i køkkenet i ferier, hvor de har fået gode, sjove og ikke mindst lærerige oplevelser med mad. Og denne sommer er ingen undtagelse.

Maden som facilitator for venskaber

Langt de fleste børn deltager på Madskoler, fordi de synes mad og madlavning er spændende. Men ofte får de meget mere end madkundskaber med sig hjem – nye venskaber. Line Munk Damsgaard, der er ernæringschef i Landbrug & Fødevarer og landsdækkende koordinator for Madskoler, fortæller:

”Det at lave mad sammen er en fantastisk facilitator for gode snakke og spirende venskaber. Når vi spørger børnene, hvad de har fået ud af at være på Madskoler er det netop madlæringen samt venskaberne, der bliver fokuseret på. Vi kan også se af forældreevalueringen at mange af børnene får nye venner på Madskoler”

Frivillighed på 21. år

Alle Madskoler er baseret på frivillig arbejdskraft. I år er det 21. gang, der afholdes Madskoler i sommerferien.

”Vi er vildt stolte over at have eksisteret i så mange år. Det har kun kunne lade sig gøre, fordi flere hundrede frivillige bakker op hvert år og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke dem alle! Det er deres fortjeneste at Madskoler eksisterer,” siger Henrik Dalum.

Yderligere information

Ernæringschef Line Munk Damsgaard, tlf. 27245622, LDA@LF.dk

Læs mere om Madskoler på madskoler.dk.