Nyhed, 01.november 2023

EU suspenderer told på ammoniak og urea

Efter et pres fra bl.a. Landbrug & Fødevarer suspenderer EU afgifterne på ammoniak og urea i en periode på 6 måneder.

Hvad betyder det for mig som landmand?

  • Midlertidigt at fjerne tolden burde kunne afbøde den prisspiral, gødning har været sendt ud i siden Ruslands invasion af Ukraine.

Siden 2021 har der været stigende priser på gødning i EU, hvilket også har påvirket de danske landmænd. Efter et længerevarende pres fra bl.a. L&F og andre aktører har EU endelig justeret tolden på ammoniak og urea fra 3. lande for at sænke inputpriserne for landmænd. Der var i det oprindelige forslag fra Kommissionen kun lagt op til at suspendere tolden på urea.

Ammoniak og urea er to vigtige input i planteproduktion for at opnå optimale udbytter. I Landbrug & Fødevarer er vi derfor glade for, at forordningen allerede er trådt i kraft fra d. 17. december 2022 til d. 17. juni 2023.

Senest den 17. maj skal Kommissionen forelægge en rapport til EU-Rådet, der efterfølgende skal vurdere konsekvenser af suspensionen. På baggrund af vurdering skal Kommissionen tage stilling til en evt. forlængelse af toldsuspensionen.

Toldsuspensionen gælder ikke import af urea og ammoniak fra Belarus og Rusland.