
Masterclass om økologien i foodservice på Bornholm
Vigtige beslutnings- og aftagere blev i weekenden inviteret indenfor på Melstedgård Madkulturhus til den prestigefyldte kokkekonkurrence, Sol over Gudhjem.
Masterclassen tog sit udgangspunkt i økologi, spisekvalitet, dansk producerede produkter samt kvalitetsforståelse.
Flere medlemmer med
På programmet var blandt andet Arla Unika, der med deres luksuriøse produkter fortalte om mejeriprodukter som smagsgiver. Her fik deltagerne smagt sig igennem lækre produkter som Arla Unika oste, kefir og andre mejeriprodukter. Deltagerne fik ligeledes besøgt Høstet, som arbejder med økologisk havtornproduktion på Bornholm, hvor der blev budt på frokost og spændende smagsprøver. Yderligere blev deltagerne introduceret til spændende oplæg om de skæve og økologiske grøntsager fra Gartnerhjælpen som er blevet til i et samarbejde mellem Dansk Cater, Cater Grønt og Gasa Nord Grønt.
- Udgangspunktet for dagen var at skabe et rum, hvor producenter og aftagere kunne få en åben og ærlig dialog om produkter, produktudvikling og kvalitetsforventning. Alt i alt en dag, hvor både deltagere og oplægsholdere kunne sparre med hinanden, udvikle sig sammen på tværs af brancher samt hjælpe hinanden til at blive bedre indenfor økologi, siger Anders Nicolajsen, chefkonsulent i Handel & Marked, Landbrug & Fødevarer.
Efter dagens program blev deltagerne inviteret ned på Gudhjem Havn, hvor Sol over Gudhjem løb af stablen.