Nyhed, 21.august 2023

L&F går til minister efter miljøgodkendelser er sat på pause

Miljøstyrelsen har sat en meget bred række miljøgodkendelser på pause på ubestemt tid. Pausen udgør en stor udfordring for landbrugs- og fødevarevirksomheder.

Pauseringen af miljøgodkendelserne skyldes en ny afgørelse i Natur- og Miljøklagenævnet om brugen af blandingszoner i forhold til vandrammedirektivets krav, og at Miljøstyrelsens vejledning på området derfor er suspenderet.

Grundet sagens store alvor rettede Landbrug & Fødevarer inden sommerferien - sammen med KL, DANVA og DI - henvendelse til miljøminister Magnus Heunicke, hvor vi blandt andet pegede på behovet for en hurtig løsning, herunder ved brug af undtagelsesbestemmelserne i vandrammedirektivet.

I et svar efter sommerferien fra Magnus Heunicke lyder det nu, at han også ser et behov for en snarlig løsning, og at sagen har høj prioritet. Ministeren gør samtidig opmærksom på, at de også forholder sig til vandrammedirektivets undtagelsesbestemmelser.

Vi vil i Landbrug & Fødevarer fortsat presse på for en hurtig og smidig løsning, så jeres miljøgodkendelser kan blive afsluttede så hurtigt som muligt, og med færres mulige konsekvenser for jeres drift og økonomi.

Vi hører dog meget gerne fra virksomheder, hvis pauseringen begynder at få mere alvorlige konsekvenser.