Nyhed, 21.august 2023

Nye fælleseuropæiske krav til bæredygtigheds-rapportering

De der skal leve op til de nye fælleseuropæiske krav til bæredygtighedsrapportering (CSRD), kan nu begynde at læse op på hvad de fremover skal rapportere.

EU-Kommissionen har hen over sommeren vedtaget de konkrete rapporteringskrav til direktivet om bæredygtighedsrapportering. Med de nye standarder, kaldet ESRS, har vi nu fået specificeret de oplysninger, som de omfattede virksomheder skal offentliggøre om sine væsentlige virkninger, risici og muligheder i forhold til miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige bæredygtighedsspørgsmål.

Flere omfattes

Rapporteringsforpligtigelserne gælder for store, børsnoterede virksomheder fra regnskabsåret 2024. Derefter følger andre store virksomheder (regnskabsklasse Store C) fra regnskabsåret året 2025. De børsnoterede SMV’er, som skal rapportere i forhold til direktivet, kan vælge at udskyde rapportering til regnskabsåret 2028.

I forhold til tidligere udkast har Kommissionen mindsket kravene en smule. Der er reduceret i de data, som skal rapporteres, og flere data er gjort frivillige. På flere områder skal virksomheden selv vurdere om en bæredygtighedsparameter er væsentlig – og hvis man vurderer, det ikke er væsentligt, behøver man ikke rapportere. Enkelte krav er udskudt, fordi de er svære og dyre at opfylde.

Bedre sammenhæng

I L&F glæder vi os over, at der flere steder er bedre sammenhæng mellem de nye rapporteringskrav og EU’s allerede gældende krav for miljøregulering. Det er eksempelvis lykkedes at få bedre overensstemmelse med kravene til rapportering af udledninger af forurenende stoffer, så de følger de samme krav som i EU’s forordning om E-PRTR (EU's forureningsregister). Det er noget, vi kraftigt har påpeget over for EU burde koordineres. Der er ingen tvivl om, at der fortsat ligger en stor opgave forude for de virksomheder, som er omfattet af kravene, og er der spørgsmål, opfordrer vi til, at man kontakter os.

EU-Parlamentet og Ministerrådet har nu to måneder til at afvise eller godkende de nye standarder.

Læs om de nye standarder her

Mere på vej

Forude venter stadig en del, der skal afklares, før vi kender det endelige omfang af reguleringen. Erhvervsministeriet arbejder på at få tilpasset de danske regler og forventes snart at sende en lovpakke i høring vedr. implementeringen. L&F følger dette arbejde og har bl.a. fokus på, at der ikke sker en overimplementering. VI har samtidig øje for, at den nye regulering også kan have betydning for de omfattede virksomheders leverandører.

Kommissionen har desuden lovet at prioritere to vejledninger om henholdsvis væsentlighedsvurdering og rapportering i værdikæden. Disse forventes snart at komme i udkast.

Endelig vil landbrugs- og fødevaresektoren vil også blive underlagt nogle sektorspecifikke standarder. Disse er stadig under udarbejdelse og skal vedtages senest i juni 2024.