Nyhed, 04.september 2023

Prisen for Årets Digitale SMV:Omstilling 2024

Der er åbent for indstillinger til prisen for Årets Digitale SMV:Omstilling 2024, som uddeles af digitaliseringsministeren.

Prisen har til formål at hylde de gode eksempler på succesfulde, digitale omstillinger i små og mellemstore virksomheder, som har skabt positive resultater for både forretning og medarbejdere, og derfor kan inspirere andre SMV’er til at gå i gang med deres digitale omstilling. 

Prisen gives til en lille eller mellemstor virksomhed med mellem 2-99 årsværk, som har gennemgået en nytænkende og omfangsrig digital omstilling med positive resultater for både forretning og medarbejdere. Virksomheden skal have startet den digitale omstilling, som den indstilles for, i perioden 2020-2023. 

Virksomhederne, som i sidste ende nomineres til prisen og særligt vinderen af prisen, skal tjene som inspiration for andre virksomheder, som går med overvejelser om at nytænke virksomheden i en mere digital retning. Det vil være stærkt, hvis en virksomhed fra fødevareklyngen kunne løbe med prisen og den opmærksomhed og omtale det skaber. Både for at fortælle omverden om klyngens indsatser og for at inspirere andre virksomheder i erhvervet.

Alle kan indstille en virksomhed til prisen på www.smvdigital.dk/omstillingsprisen, også selv om du ikke har indgående viden om virksomhedens digitale omstillingsproces. Det er ikke et krav, at virksomheden har søgt eller fået tilskud i SMV:Digital.

Du finder indstillingsmaterialet på www.smvdigital.dk/omstillingsprisen. Her kan du nemt udfylde og indsende din indstilling senest d. 15. september 2023.

På baggrund af de indsendte indstillinger udvælges tre finalister, og vivil optage professionelle præsentationsvideoer om omstillingsprisens tre finalister, som skal bruges i forbindelse med prisoverrækkelsen. Prisoverrækkelsen forventes at finde sted ved et større arrangement i København i starten af 2024 og forventes at medføre mediedækning.

Kontakt os gerne, hvis du har brug for en hånd til indstilling eller hvis du vil tippe om en virksomhed vi med fordel kunne indstille.

Kontakt: Kathrine Sørensen, kbs@lf.dk