Nyhed, 17.oktober 2023

Fødevarebranchen er dybt engageret i Ukraine

Når vi taler rammevilkår i Danmark er det ammoniakregulering, erhvervsstøtte, forhold for erhvervsuddannelser, skat, lokalplaner og meget mere.

af Merete Juhl

I Ukraine er det en helt anden verden. Her sætter Ruslands frygtelige angrebskrig rammevilkårene.

Alligevel er dansk landbrug og fødevareindustri klar til at arbejde inden for dem, og mange gør det allerede i dag.

Landbrug og fødevareproduktion er et af ukrainernes helt store erhverv. Som alle andre dele af det ukrainske samfund er det mærket af krigen, og her kan Danmark bidrage med hjælp til genopbygning. Derfor var jeg stolt af at være en del af det første danske og - ifølge den ukrainske landbrugsminister - det største eksportfremstød til Ukraine under krigen i sidste uge med deltagelse af 16 virksomheder fra vores erhverv.

Der har længe været et tæt bånd mellem den danske og ukrainske fødevareklynge. Det bånd er nærmest blevet stærkere efter krigens start, og mange af vores medlemmer er dybt engagerede på den ene eller anden måde. Det gælder både med forretninger i selve landet og med de mange ukrainske flygtninge, dansk landbrug og fødevareproduktion har hjulpet med at komme i arbejde og ud i det danske samfund.

Lokalt efterspørger ukrainerne især danske løsninger til mere lokal forædling af korn og foderstoffer samt genetik og staldudstyr til griseproduktion. På den måde kan de lettere producere flere fødevarer lokalt og eksportere mere værdifulde fødevarer.

Vi er klar til at hjælpe og samarbejde, så ukrainerne kan få deres landbrugs- og fødevareproduktion op i omdrejninger igen. Og på sigt gælder det mulig optagelse i EU med alle de udfordringer og afklaringer, der er brug for med et så stort landbrugsland.