Foto: Ture Andersen/L&F

Nyhed, 31.oktober 2023

Udvidet producentansvar for emballage er udskudt

Det udvidede producentansvar for emballage skulle oprindeligt være trådt i kraft i Danmark den 1. januar 2025, men er nu udskudt til den 1. juli 2025.

Landbrug & Fødevarer er meget positivt indstillet overfor udskydelsen, og har af flere omgange – senest i høringssvaret til loven - i kraftige vendinger kritiseret Miljøministeriet for at presse implementeringen så meget, at virksomhederne ikke har kunnet nå at tilpasse sig. Udskydelsen af reglerne har desuden den konsekvens, at producenter/påfyldere ikke skal finansiere behandling af deres emballage for perioden 1. januar – 1. juli 2025. Der er samlet set tale om en besparelse på over 1 mia. kr. for producenterne.

Virksomheder skal stadig registrere emballager i 2024

Den første præ-registrering af emballager skulle oprindeligt være foretaget i perioden 1. januar – 31. marts 2025. Denne registrering er også udskudt, men kun med tre måneder, så den nu skal være foretaget i perioden 1. april – 30. juni 2025.

For at sikre, at man som virksomhed lever op til de nye regler, har Landbrug & Fødevarer – sammen med DI, Dansk Erhverv og Dagsam – etableret producentansvarsforeningen VANA. Ved at melde sig ind i VANA vil man få de nyeste informationer om kravene og vigtige datoer. Det er gratis og uforpligtigende at melde sig ind i VANA inden 2024.

Kontakt