Nyhed, 24.januar 2023

Danske Æg fjerner fiskemel fra foderet til økologiske høner

Mandag sendte DTU en pressemeddelelse ud om at der er fundet PFAS i økologiske æggeblommer fra hønsefarme fra hele Danmark.

Mandag sendte DTU en pressemeddelelse ud om at der er fundet PFAS i økologiske æggeblommer fra hønsefarme fra hele Danmark, mens indholdet var lavt i frilands-, skrabe-, og burhøns-æg. Stofferne er med stor sandsynlighed overført via det fiskemel, der bruges til foder. På baggrund af undersøgelsen har bestyrelsen i Danske Æg besluttet, at stoppe brugen af fiskemel i foderet til økologiske høner i Danmark. Det sker ud fra et forsigtighedsprincip, så forbrugerne kan være helt trygge ved at købe økologiske æg. 

- Vi tager situationen meget alvorligt, for fødevaresikkerheden er altafgørende for os. Derfor fjerner vi nu fiskemel fra økologiske æg og sætter alle kræfter ind på at blive klogere på problemstillingen, siger Jørgen Nyberg Larsen, sektorchef i Dansk Æg. 

Danske Æg er allerede i tæt dialog med foderstofbranchen, og der bliver arbejdet på tiltag, som skal fjerne problemet. Men på den korte bane stopper de for brugen af fiskemel, så forbrugerne kan være trygge ved økologiske æg, og så kigger vi naturligvis på en permanent løsning. 

Landbrug & Fødevarers økologisektion har også været ude i landbrugsmedierne og bakket op om beslutningen om at stoppe for brugen af fiskemel. 
COOP meldte efterfølgende ud, at de beholder æggene på hylderne netop på grund af branchens hurtige reaktion. 

Læs undersøgelse fra DTU