Nyhed, 13.november 2023

Forslag til beregning af klimaaftryk i nationalt klimamærke

L&F har givet input til høring i Fødevarestyrelsen med ønske om præciseringer i den metode, som planlægges brugt i forbindelse med et nationalt klimamærke.

Fødevarestyrelsen har anmodet Aarhus Universitet om at udarbejde et udkast til metodeforskrift, som angiver, hvordan klimaaftrykket for en fødevare kan beregnes. Dette forslag har været sendt i høring. L&F har afgivet høringssvar, og helt overordnet fundet, at der er tale om et grundigt og velskrevet notat på højt teknisk niveau.

L&F har peget på behovet for en yderligere bearbejdning af udkastet til metodeforskrift med henblik på at gøre det umiddelbart anvendeligt for virksomheder, der gerne vil hurtigt i gang med at beregne på egne tal. En bearbejdning som også skal gøre det muligt for virksomhederne at gennemføre enkle udregninger baseret på retningslinjerne, og som bør fjerne resterende tvivl og uklarheder i forslaget.

Fisk og akvakultur var ikke er medtaget i forslaget til metodeforskriftet, og det har vi ønsket sker.

Ernæringen

L&F har gentaget udfordringen med, at klimamærket ikke tager højde for ernæringen i fødevarerne, og at det fortsat er vigtigt, at klimamærket ses i sammenhæng med De officielle Kostråd, da fødevarer først og fremmest skal bidrage med næringsstoffer.

Vi har også utrykt bekymring for, at den valgte model, hvor de generiske gennemsnitstal beregnes ud fra et gennemsnit af produkter på det danske marked, kan få utilsigtede negative konsekvenser for klimamærket. Det vil være tilfældet indenfor produktkategorier, hvor danske produkter har væsentligt lavere udledninger end importerede, og hvor danske produkter har en dominerende position på markedet.

Endelig har L&F peget på behovet for at der bliver afsat tilstrækkelige midler til at gennemføre klimamærket, herunder

  • (i) til en drejebog til virksomhederne
  • (ii) til generisk arbejde med modellen
  • (iii) til en markedsføringsindsats
  • (iv) til kontrolindsats
  • (v) til opdatering.

De er desuden givet en række mere tekniske input.

Kontakt