
Der er gas nok – også efter en eventuel hvid jul
Siden invasionen af Ukraine har energiforsyningssikkerheden ikke været en selvfølge. Der var ikke en mangelsituation i Danmark, men prisniveauet var for højt.
En frysende kold hånd har netop nu lagt sig ind over Danmark. Og allerede ved månedsskiftet var frosten på et længere visit, hvilket helt naturligt øger brugen af gas til opvarmning. Sæsonspørgsmålet melder sig igen – er der gas nok denne vinter. Det korte svar fra Energistyrelsen er ”ja”, men vi skal stadig tænke os om.
Udgangspunktet er bedre end sidste år ved samme tid: Flydende gas (LNG) har i stor stil erstattet meget rørført gas fra Rusland og gaslagrene i EU var som planlagt over 90 pct. fyldte pr. 1. november. I Danmark vokser biogasproduktion fortsat, svarende til knap 43 pct. af det samlede forbrug i slutningen af september. Vi får ikke glæde af Thyra-feltet i denne sæson, da produktionen først opstarter den 31. marts 2024 og først seks måneder senere køres der med fuld kapacitet.

Hen over sommeren har gasforbruget imidlertid nærmet sig gennemsnitsforbruget de foregående fem år. Hvis dette relativt høje forbrug fortsætter de kommende måneder, kan det presse forsyningen – ikke mindst hvis de øvrige EU-lande også bliver ved med at bruge mere gas. Sidste år havde Europa mulighed for at købe meget LNG, som i udgangspunktet var tiltænkt navnlig Kina. Men et lavere økonomisk aktivitetsniveau end forventet frigav derfor meget gas til verdensmarkedet. Det er ikke selvskrevet, at den samme mængde gas er til rådighed i år. Hvis det samtidigt bliver en meget kold og lang vinter, kan forsyningssikkerheden spidse til sidst på sæsonen i forårsmånederne 2024. Det er derfor vigtigt, at der fortsat er fokus på at begrænse gasforbruget, så vi kommer sikkert igennem vinteren.
Landbrug & Fødevarer er løbende i tæt dialog med Energistyrelsen og andre relevante myndigheder om situationen. Vi har omkring 20 virksomheder, der er på listen over afbrydelige gaskunder i tilfælde af en nødsituation. I vintersæsonen 2023/24 er grænsen sat ved et forbrug på 2 mio. m3 gas, for at komme på listen. En række af disse virksomheder er imidlertid karakteriseret som værende virksomheder med en samfundskritisk produktion, og de vil blive prioriteret forsyningsmæssigt i en nødsituation.