Foto: L&F

Nyhed, 12.december 2023

Forslag om nationale særregler ved transport af grise

Forslaget til nye indvendige højdekrav betyder, at smågrise i fremtiden kun kan transporteres i biler med 4 etager. L&F er ærgerlige over nye nationale særkrav

Fødevareministeren har sendt et forslag til ændring af indvendige højdekrav ved transport af grise under 40 kg i høring, hvorefter 

 

  • Der i fremtiden kun kan transporteres smågrise i biler med 4 etager
  • Dog med en 10 års overgangsperiode for udfasning af eksisterende biler med 5 etager

 

Forslaget er en udmøntning af en del af den politiske aftale af 18.december 2018 om styrket kontrol af dyretransporter indgået mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti

 

Øger klimabelastningen

 

L&F er kritiske overfor det faglige grundlag bag forslaget til nye indvendige højdekrav og finder det forkert, at der indføres nationale særkrav. L&F vil i vores høringssvar påpege dette, og at der bør arbejdes på en løsning, hvor der bliver fælles EU regler – og her er netop en oplagt mulighed i forbindelse med de kommende forhandlinger om nye fælles EU- regler for transport af dyr. L&F vil i øvrigt påpege, at kravet forringer dansk griseproduktions konkurrenceevne, og at det vil øge klimabelastningen, da det vil føre til flere lastbiler på vejene.