Nyhed, 12.december 2023

L&F’s advokat: Fuldt forsvarlig dokumentation for DC-udsagn

Han er tidligere forbrugerombudsmand og dansk generaladvokat ved EU-domstolen.

På sidstedagen i den meget omtalte sag om Danish Crowns kommunikation om virksomhedens klimainitiativer var det tid til, at sagsøgtes advokat gav sine afsluttende betragtninger om sagen.

 

Som bi-intervenient og støtte for Danish Crown havde Landbrug & Fødevarer også denne mulighed ved advokat og tidligere forbrugerombudsmand Henrik Saugmandsgaard Øe, der repræsenterede L&F.

 

Han efterlod ingen tvivl om, at Danish Crowns udsagn ’Klimakontrolleret gris’ og ’dansk grisekød er mere klimavenligt, end du tror’ efter hans vurdering er helt inden for skiven i forhold til markedsføringsretten.

 

- Der er fuldt forsvarlig dokumentation for de to udsagn.

 

Forbrugerne er bevidste


Det underbyggede han blandt andet med en gennemgang af EU-retten på området. Her er der forholdsvis vide rammer for den kommercielle ytringsfrihed. Forbrugerne anses for at være kompetente på et vist niveau.

 

- EU-retten beskytter ikke den naive forbruger. Man er nødt til at tænke selv. Man skal ikke gøre forbrugerne dummere, end de er, sagde han.

 


Efter Henrik Saugmandsgaard Øes vurdering tager sagsøgerne forskud på retsudviklingen, både i Danmark og EU.

 

- Hvordan det burde være er selvfølgelig interessant. Men sagen skal måles mod den hårde jura.

 

Rimelig balance


Han understregede, at det bliver en principiel dom, der kommer til at sætte retningslinjer for fødevarevirksomhedernes mulighed for at markedsføre sig på de bæredygtighedsinitiativer, de sætter i værk.

 

- Vi skal finde en rimelig balance for forbrugerne. De skal ikke vildledes, men virksomhederne må også have lov til at kommunikere om klimatiltag på en fornuftig måde. Mange virksomheder vil gerne med i omstillingen og investerer store summer, og de skal selvfølgelig have mulighed for at fortælle om deres initiativer, lød det fra den tidligere forbrugerombudsmand og generaladvokat ved EU-domstolen.