Foto: Mads Armgaard

Nyhed, 12.december 2023

Revideret direktiv om miljøgodkendelser har stor betydning

Der er enighed i EU om ny regulering af miljøgodkendelser med nye krav til virksomheder og store husdyrbrug. Direktivet blev ikke udvidet med store kvægbrug.

L&F har fulgt forhandlinger om revision af direktivet om industrielle emissioner tæt og været meget aktive for at påvirke EU-parlamentet og den danske regering gennem løbende dialog, bidrage med faglig viden og fremsætte ændringsforslag. L&F har især arbejdet for, at nye krav sikrede lige konkurrencevilkår og reelt styrkede miljøbeskyttelsen samt at kravene blev mindst muligt administrativt tunge. Den endelige tekst er endnu ikke publiceret. L&F vil nærstudere den endelige tekst og mere detaljeret vurdere konsekvenserne for virksomheder i fødevareklyngen. 

Direktivet sætter rammerne for virksomhedernes miljøgodkendelser og deres udledninger af forurenede stoffer til luft, vand og jord. Alle større virksomheder i fødevareindustrien samt store svine- og fjerkræbrug er i dag omfattet af direktivet.

Der skal fremover sættes krav til ressourceforbrug (vand, energi, ressourcer og affald) i godkendelserne og virksomheder skal udarbejde en transformationsplan, som sikrer at virksomheden kan efterleve principperne om at være cirkulære og klimaneutrale i 2050. Krav om obligatorisk at sætte grænseværdier for lugtudledninger i miljøgodkendelser blev til alt held undgået. L&F har den holdning, at lugt er en gene, som bedst håndteres lokalt og ikke via EU-regulering. 

 

Innovative teknologier

 

Revisionen sætter også fokus på at fremme implementering af nye og innovative miljøteknologier. Kommissionen vil oprette et nyt center, som skal understøtte implementering af nye miljøteknologier og give mulighed for, at virksomhederne i større grad kan afprøve nye teknologier.

For husdyrbrug bliver der nye forenklede krav til deres miljøgodkendelse i nogle standardkrav, som skal forhandles i EU de næste to år. Det oprindelige forslag stillede krav om, at store kvægbrug blev omfattet af direktivet. Desværre blev der ikke opnået enighed om dette. L&F har støttet, at store kvægbrug blev omfattet for at skabe mere fair konkurrencevilkår for de danske kvægbrug. Da danske kvægbrug i forvejen er omfattet af danske regler om miljøgodkendelser.

Når direktivet er offentliggjort, vil medlemslandene have 22 måneder til at implementere direktivet i national lovgivning.