Nyhed, 06.februar 2023

L&F's digitale fremtid: Målrettede kampagner og samarbejde

Landbrug & fødevaresektoren styrker digital tilstedeværelse for at nå varierede målgrupper i fragmenteret medielandskab.

Så du fjernsyn i går?

I ’gamle dage’, før TV 2 begyndte at sende i 1988, var man i størstedelen af landet ikke i tvivl om, hvad spørgsmålet mon refererede til. Mediedagsordenen var fælles gods, som alle – ung som gammel – delte i større eller mindre omfang. Og var der en interessant historie i TV Avisen, så vidste hele landet, hvad den handlede om.

I 2023 er der næppe nogen, der spørger i frokoststuen, om man så fjernsyn. Mediebilledet er blevet ekstremt fragmenteret med væksten i sociale medier og specialiserede nichemedier, og det har stor betydning for, hvordan en organisation som Landbrug & Fødevarer kommunikerer til danskerne.

- Det er blevet meget sværere at ramme bredt med sine budskaber. En 15-årig pige følger måske med på TikTok, Instagram og Youtube. En mand på 70 får måske sine informationer fra Tekst-tv, Jyllands-Posten og er måske også på Facebook. Vi vil aldrig kunne ramme de to via samme medie. Det kan ikke lade sig gøre, for de er simpelthen ikke de samme steder. Det skal vi selvfølgelig tage højde for i den måde, vi kommunikerer på, fortæller Julia Fennefoss Vollertsen, chef for Digital, Kampagner & Branding.

Digitalt udfarende

Derfor vil L&F endnu engang opruste den digitale indsats for at få de meget forskellige målgrupper i tale.

- L&F skal være mere digitalt udfarende rent kommunikativt. Det betyder blandt andet, at de kampagner, vi lancerer i endnu højere grad skal fødes digitalt, så vi kan ramme brugerne endnu bedre, end det er tilfældet i dag. Vi er allerede langt fremme digitalt, og det her er vejen til at fastholde vores gennemslagskraft. I sidste ende handler det om at sikre og fastholde en effektiv varetagelse af vores interesser, forklarer Julia Fennefoss Vollertsen. Hun understreger, at det sjældent vil være medlemmerne, der er målgruppen for L&F’s digitale kampagner:

- Vi har mange kanaler til at kommunikere med medlemmerne, blandt andet vores temasider i LandbrugsAvisen, og diverse nyhedsbreve. Det holder vi selvfølgelig fast i og udvikler. Vores digitale indsats handler i høj grad om at fortælle om erhvervet, og hvordan landmændene producerer sunde og sikre fødevarer, samtidigt med at vi tager ansvar og rykker på klima- og miljødagsordenen og er et vigtigt erhverv for livet i landdistrikterne.

Medarbejdere og medlemmer i spil

Et centralt element i den styrkede digitale indsats er, at medarbejdere i L&F i højere grad skal sættes i spil til at understøtte digitale kampagner.

- Vi har en ambition om at få L&F-medarbejdere til at bidrage mere på de forskellige sociale medieplatforme. Mange af dem har stor specialviden, og kan bidrage meget kvalificeret til de faglige emner. Vi vil sætte gang i undervisning af medarbejdere, der har lyst til at bidrage på sociale medier. Dermed hjælper de med at brede vores fortælling ud og hjælper vores omdømmeindsats, siger Julia Fennefoss Vollertsen, der også vil styrke indsatsen gennem tættere samarbejde mellem L&F og foreningerne:

- I fællesskab kan vi løfte mere. Vi har i L&F noget ekspertviden omkring sociale medier, som vi selvfølgelig gerne deler med foreningerne. Der gemmer sig også mange gode historier, som kan fortjene mere udbredelse, og det vil vi nogle gange kunne hjælpe med. Vi vil også meget gerne arbejde for, at flere lokale folkevalgte fungerer som ambassadører for erhvervet på de sociale medier. Ambitionen er, at vi får en større digital sammenhængskraft på tværs af hele organisationen, og dermed samlet får en stærkere eksponering af vores erhverv.