Nyhed, 06.marts 2023

Køkkenprisen 2023: Kender du en der gør en forskel?

Traditionen tro hædrer Køkkenprisen de ildsjæle i offentlige køkkener, som er en inspiration for resten af branchen. Nu kan du indstille kandidater.

Igen i år har Køkkenprisen et fokus på bæredygtighed. Køkkenprisen uddeles til de køkkener, der har formået at skabe en klar retning for, hvordan de arbejder med bæredygtighed. Måske kender du et køkken, der gør netop det?

Det kan for eksempel være køkkener, der arbejder med en bæredygtig profil ved at have et særligt fokus på f.eks. madspild, lokale råvarer, sæson, høj økologiprocent, brugen af bælgfrugter osv. Dertil kan det også indbefatte en klar strategi for bæredygtig mad og måltider i form af arbejde med de 7 officielle kostråd, FN’s verdensmål eller andet.

Udover bæredygtighed er kriterier for Køkkenprisen, at køkkenet:

  • Laver mad med målgruppen og måltidsoplevelsen i fokus
  • Har en klar strategi for kompetenceudvikling af medarbejderen
  • Naturligvis har en glad smiley fra Fødevarestyrelsen

Der er åbent for indstillinger til Køkkenprisen frem til den 1. maj 2023. Herefter udvælges de nominerede køkkener, og Køkkenprisens jury aflægger anmeldt besøg i august. Udnævnelsen og fejringen af vinderen af Køkkenprisen 2023 finder sted i efteråret.

Læs mere og indstil din kandidat