Nyhed, 06.marts 2023

Vil du møde din næste aftager på Book en mark?

Årets første Book en mark er netop afholdt på Aggervold Gods, og det var med succes. Næste chance for at være med er 28. marts 2023.

Ideen bag Book en mark er at styrke samarbejdet mellem producenter og indkøbere fra kantine-, hotel-, og restaurationskæder, offentlige køkkener og dagligvarehandlen. Samarbejdet sker ved at aftagerne først definerer, hvilke økologiske råvarer, de har brug for, og derefter reserverer et stykke af en mark eller et parti produkter hos en økologisk producent. Således samarbejder parterne om at få økologien ud på tallerkenerne.

-Vi ser en tendens til, at mange af de råvarer, vi dagligt bruger i vores kantiner og i køkkener landet over, bliver importeret fra udlandet, selvom vi i Danmark, er særdeles dygtige til at producere dem selv. Book en mark handler om at skabe gode matches og fælles forretning mellem økologiske producenter og aftagere med passion for lokale råvarer.

Vi ønsker at fremme brugen af danske økologiske fødevarer og styrke samarbejdet på tværs af værdikæden, fortæller Lærke Kirstine Lund, Sektorchef for planter og planterige fødevarer.

-Hvis du er økologisk producent – både indenfor planteriget og dyreriget – Så skal ikke snyde dig selv for denne chance for at møde nye leverandører eller aftagere. Gennem årene har vi koblet hundredvis af aktør, og det er en glæde at se hvordan de fortsat handler med hinanden i dag, slutter Lærke Kirstine Lund.

Book en mark er for os et utroligt spændende koncept, hvor vi både kan repræsentere aftager- såvel som producentsiden. Vi møder både masser af spændende leverandører, landmænd, mv., men samtidigt mange mulige kunder. På den måde skabes der et stærkt netværk på tværs af værdikæden, siger Emil Andersen medejer og CEO for Planteslagterne.

Du kan stadig nå at deltage i Book en Mark 2023:

  • 28. marts 2023: Haraldskær Herregård Sinatur, 7100 Vejle
  • 10. oktober 2023:Hahnemanns Køkken, 2100 København

Tilmeld dig her

Spørgsmål

Har du spørgsmål vedrørende arrangementet, kan du kontakte sektorchef, Lærke Kirstine Lund, fra Landbrug & Fødevarer.

Bag Book en mark står Landbrug & Fødevarer og Food Organisationen of Denmark. Book en mark er finansieret af Fonden for Økologisk Landbrug.

Læs om eventet på TV 2 Øst her