Nyhed, 04.april 2023

’Book en mark’ bringer øko-producenter og aftagere sammen

L&F og Food Organisation of Denmark har succes med business-dating. Her møder små økologiske fødevareproducenter potentielle aftagere.

Som lille eller mindre producent af specialiserede fødevarer kan det være svært at finde de rigtige afsætningsveje. Mange står med en stor ekspertise på produktionssiden, men at finde de rette aftagere kan være en barriere for, at virksomheden bliver en succes. 

Siden 2019 har Landbrug & Fødevarer sammen med Food Organisation of Denmark søgt at gøre vejen mellem de små økologiske producenter og aftagere lidt kortere.

- Det sker gennem ’Book en mark’, en slags business dating. Her mødes producenterne med potentielle aftagere fra hoteller, restauranter, kantiner, offentlige køkkener, grossister og fødevarevirksomheder, der er på udkig efter nye spændende råvarer af høj kvalitet. Det handler om forretning, gode matches – og om alle kategorier af økologi: grønt, mejeri, kød, drikkevarer og kolonial, fortæller Lærke Kirstine Lund, sektorchef i L&F’s afdeling for Marked & Ernæring.

Indbyrdes forståelse

’Book en mark’ i 2023-versionen holdes tre steder. Aggersvold Gods i Jyderup, Haraldskær Herregård Sinatur ved Vejle og Hahnemanns Køkken i København.

Forleden var det Haraldskær Herregård, der lagde rammer til. Her var i alt 56 virksomheder, økologiske producenter og aftagere på plads til et kompakt program, hvor fokus var på at skabe de første relationer, som måske kommer til at danne startskuddet til et længerevarende forretningsforhold. Men den første fascination af ’den visionære producent’ eller ’den kvalitetsbevidste køber’ kan hurtigt fortone sig, hvis man oplever at ens forudsætninger brister. Derfor er det vigtigt at arbejde videre med en indbyrdes forståelse.

- Det handler i meget høj grad om at finde det rigtige miks, producent og aftager imellem. Det er ikke nok, at man som producent for eksempel laver en fantastisk ost, som en restaurantejer gerne vil købe. Skal relationen være bæredygtig på længere sigt, så skal man også have en fælles forståelse om, hvor meget man kan producere, og hvor ofte man kan levere. Og kan man eksempelvis selv have varerne på lager, til aftageren har brug for dem, spørger Lærke Kirstine Lund, og fortsætter:

- Som en af aftagerne, der holdt et indlæg på Haraldskær Herregård sagde, så går det ofte fint med den første leverance fra en ny producent, men hvad så derefter? Det er blandt andet den slags ting, man skal afklare for at etablere den mere langsigtede relation.

Gode tilbagemeldinger

I ’Book en mark’ handler det dog i høj grad om at få skabt de indledende relationer. Og her er erfaringerne positive fra de fire år, konceptet har fungeret.

- Vi får rigtig gode tilbagemeldinger fra både producenter og aftagere. ’Book en mark’ er en god måde at få tag i mulige partnere og få lavet den hurtige screening af, om det er nogen, man kan lave forretning med. Det giver vores producenter, som kan have svært ved selv at overskue markedsmulighederne chance for at få en række potentielle aftagere i tale på én dag. Det giver i den grad mening, når man er en travl iværksætter, fastslår Lærke Kirstine Lund.