Nyhed, 04.april 2023

"Dejligt at få nye kontakter og netværk"

Virksomhederne Agrain og Kongeå Kylling var med til "Book en Mark." Konceptet giver netværk og effektiv adgang til kunder, lyder det fra dem.

Virksomheden Agrain upcycler mask fra øl- og whiskyproduktion til fødevarer, blandt andet maskmel, chips, granola og snacks. Agrain, stiftet i 2018, er stort set fast deltager i ’Book en mark’. Jesper Langskov, Key Account Manager i Agrain, ser god værdi i den måde at møde nye forretningspartnere på.

- Hos Agrain er vi interesseret i alle typer aftagere fra hele landet. Vi følger selvfølgelig med i markedet, og hvem der kan være interessante for os at tale med i de forskellige egne, men det kan ofte være svært at få kalenderen til at passe. Når folk er med til ’Book en mark’, så er man der præcis for at møde potentielle samarbejdspartnere, så det er det, der er fokus på, siger Jesper Langskov, der også har udbytte af at holde netværket med andre producenter ved lige. Flere er nemlig gengangere til ’Book en mark’-arrangementerne.

Løbende justeret

Til ’Book en mark’ er det ofte typisk de mindre aftagere, som Agrain møder. 

- Det er ikke kun de store virksomheder, vi møder til ’Book en mark’, men nogle mindre virksomheder, der typisk er på udkig efter det nye og uprøvede, siger Jesper Langskov, der roser Landbrug & Fødevarer og Food Organisation of Denmark for løbende at have udviklet konceptet og lyttet til indspil:

- Der er justeret nogle ting hen ad vejen, så konceptet er blevet mere skarpt. Nu har man et godt format, som fungerer rigtig fint, men der er selvfølgelig altid mulighed for at udvikle det yderligere, så deltagerne får endnu mere værdi ud af at være med.

En anden deltager var Kongeå Kylling, der har hjemme lidt syd for Vejen, producerer økologiske kyllinger, som sælges til restauranter, storkøkkener og gårdbutikker – og direkte til private i virksomhedens egen gårdbutik. 

Vibeke Mortensen driver Kongeå Kylling med sin mand Kim, og hun var i sidste uge kørt nordpå til Haraldskær Herregård for at deltage i ’Book en mark’. Det var en god oplevelse, hvor Vibeke Mortensen fik nogle kontakter at arbejde videre med.

- Det er første gang, jeg har været med, og det var helt bestemt værdi i det for os. Det var meget fokuseret, for vi var alle sammen økologiske producenter eller aftagere, og vi var der for det samme, nemlig at finde nye samarbejdspartnere. Det er en klar styrke ved arrangementet, synes jeg. Jeg fik også selv nogle kundeemner og kontakter med hjem, som vi kommer til at gå videre med, og se om vi kan få et samarbejde op at stå, så det var et helt konkret og dejligt udbytte, mener Vibeke Mortensen.

Mangler netværk

Hun fandt også tid til at netværke lidt med andre af de producenter, der ligesom hun selv var på udkig efter nye kunder.

- Vi mangler nok nogle gange lidt mere netværk, så det var også fint at få en snak med andre af de små producenter, som måske står med nogle af de samme udfordringer, som vi selv gør. Så alt i alt var det en rigtig god og nyttig oplevelse for vores virksomhed at være til ’Book en mark’. Det var en dag, der var brugt godt, siger Vibeke Mortensen.