
Bioomix udvikler mikroorganismer som klimaværktøj
Kan mikroorganismer være et klimaværktøj? Det kan de, hvis du spørger holdet bag Bioomix.
Bioomix har udviklet biostimulanten SeedSpeed til behandling af såsæd. SeedSpeed indeholder en udvalgt bakteriestamme, der giver afgrøder bedre adgang til jordens næringsstoffer, som fosfat og kalium, der kan være hårdt bundet i jorden og derfor utilgængelige for planterne. Det skaber gunstige vækstforhold for afgrøderne og sikrer større høstudbytte.
Når afgrøderne bliver mere effektive til at optage næringsstoffer, kan landmanden også skære ned for brugen af gødning.
Holdet bag Bioomix består af en masse faglige profiler inden for bl.a. bioteknologi, agroøkologi, ingeniørarbejde, erhverv, gartneri og landbrug.
”Vi er meget glade for at blive medlem af Landbrug & Fødevarer og ser frem til at styrke vores netværk indenfor landbruget og fødevarebranchen. Vi glæder os til en masse faglig sparring, adgang til en lang række spændende kontakter og muligheden for at sprede budskabet om mikroorganismernes potentiale i landbruget”, udtaler Mads Asbild, CCO i Bioomix.