
India Day gav mulighed for at udforske det indiske marked
Der er mange forretningsmuligheder på det indiske marked. Derfor afholdt L&F India Day på Axelborg, med deltagere fra 25 danske virksomheder.
Tirsdag den 25. april afholdt L&F India Day, hvor vores virksomheder kunne høre mere om det indiske marked, netværke og videndele med repræsentanter fra det officielle Indien.
Et vigtigt samarbejde
L&F’s administrerende direktør Merete Juhl bød velkommen på dagen og understregede vigtigheden af Grønt Strategisk Partnerskab, som blev indgået i 2020 af statsminister Mette Frederiksen og den indiske premierminister, Narendra Modi.
Her spiller fødevaresektoren en nøglerolle, og da Merete Juhl gav ordet videre til Indiens ambassadør i Danmark, Pooja Kapur, havde hun kun roser om samarbejdet mellem Danmark og Indien på fødevareområdet.
Hun understregede, at Indien nu er verdens folkerigeste land og har en voksende middelklasse, der er på størrelse med Europa. Derfor bliver deres behov for fødevarer kun større, og de skal produceres så klimaeffektivt som muligt. Her kigger inderne mod Danmark for inspiration. Det gælder blandt andet for produktionen af mejeriprodukter, hvor vi er virkelig langt fremme.
Bred interesse
Der var et arrangementet med mange deltagere, og generelt er der en stigende interesse for det indiske marked:
-Det har været et meget velbesøgt arrangement. Vi kan se en vedvarende og stadig bredere interesse i virksomhedskredsen for Indien, fortæller Kenneth Lindharth Madsen, chef for Handel & Marked i L&F.
India Day er ikke det eneste initiativ, der bliver taget for at udbrede viden, samarbejde og netværk:
-Vi følger op med et delegationsbesøg til Indien i november i forbindelse World Food India, hvor vi i samarbejde med den danske ambassade vil sikre, at danske virksomheder får mulighed for at deltage i en messe og nogle målrettede møder med offentlige myndigheder og indiske købere, fortæller Kenneth Lindhart.