
Ny strategi til udvikling af små og mellemstore virksomheder
Erhvervsministeren præsenterer strategi, der skal sætte retning for arbejdet med at udvikle danske SMV’er.
Mandag d. 27. maj præsenterede Erhvervsminister Morten Bødskov en ny strategi, der skal fremtidssikre væksten og innovationen i danske små og mellemstore virksomheder.
Den nye strategi er udarbejdet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, hvor Anne-Marie Hansen fra Agro Food Park sidder med ved bordet som bestyrelsesmedlem. Strategien består af fire strategiske målsætninger, der skal drive indsatsen:
· Understøtte virksomhedernes omstilling
· Fremme danske styrkepositioner
· Forenkle fremtidens erhvervsfremme
· Tilbyde indsatser i hele landet
For virksomhederne betyder de fire strategiske målsætninger, at der fremover vil være øget fokus på nye tendenser og teknologier, der kan understøtte virksomhedernes omstilling samt, at innovative og bæredygtige løsninger skal anvendes og styrke virksomhedernes internationale konkurrencekraft. Samtidig skal erhvervsfremmesystemet forenkles, så der i virksomhederne ikke bruges unødig tid på administration, mens vækstpotentialet skal forløses i alle dele af Danmark.
Indsatser for milliarder
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, der sammen med en række andre aktører skal levere på strategien, skal over de kommende år igangsætte indsatser for mere end 2 mia. kr. Midlerne skal finansiere lokale og landsdækkende programmer og projekter, som styrker virksomhedernes produktivitet, konkurrenceevne og internationalisering.
Når virksomheder fremover søger vejledning, der løfter, netværk der inspirerer, og medfinansiering der åbner muligheder, bliver det med ovenstående nye målsætninger in mente hos bl.a. Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og de regionale erhvervshuse. Fx investeres der i rådgivning, så det bliver lettere og hurtigere for virksomheder at udvide eller etablere produktion i Danmark, ligesom virksomhederne i højere grad understøttes i at håndtere kommende krav til bæredygtighedsrapportering.
Landbrug & Fødevarer har bistået strategiprocessen ved at deltage i workshops om den generelle indsats, samt bidraget med input til de regionale kapitler i strategien. Landbrug & Fødevarer er positive overfor, at strategien fokuserer på forenkling i erhvervsfremmesystemet, da der behov for et enstrenget og fleksibelt erhvervsfremmesystem. Samtidig er det positivt, at strategien søger at forløse vækstpotentialet i hele Danmark.