Nyhed, 11.juni 2024

Den Nationale Grøntuge (DNG) i uge 34 – åben invitation

L&F er projektleder på DNG, hvor vi samler aktører på tværs af værdikæden til en fælles indsats for at øge danskernes forbrug af grøntsager. Du kan være med.

To ud af tre danskere ønsker at inkludere flere grøntsager i deres kost, og 9 ud af 10 går op i at spise sundt. MEN selvom vi er bevidste om vigtigheden af grøntsager for vores sundhed og klimaet, lever langt de fleste af os stadig ikke op til de anbefalede 600 gram frugt og grønt om dagen – hvoraf mindst halvdelen anbefales at være grøntsager.

L&F er projektleder på Den Nationale Grøntuge, hvor vi sammen med en lang række interessenter sætter fokus på grøntsagerne. 

Princippet for DNG er, at L&F skaber en ramme (logo, payoff, look og lignende), som interessenter kan benytte. Målet er at få flest muligt til at gøre noget, der hvor de hver især allerede er aktive. Det kan være via kommunikationskanaler og det kan være via konkrete (fysiske) aktiviteter.

Plads til mange flere


For nuværende har over 20 interessenter sagt ja til at bidrage i DNG. Men der er plads til mange flere. Fokus i kommunikationen skal (selvfølgelig) være grøntsager, hvilket afgrænses som det, der tæller med i Fødevarestyrelsens anbefaling for grøntsager (fødevarer som kartofler, svampe, bælgfrugter og frugter hører ikke under Fødevarestyrelsens anbefaling for grøntsager). Der må gerne være andre fødevarer i kommunikationen (fx i en opskrift eller i en tilbudsavis), blot grøntsager har det primære fokus.