Direktør Flemming Nør-Petersen talte om madspild på dette års Folkemøde.
Nyhed, 25.juni 2024

Reduktionsmål for madaffald på vej for fødevareindustrien

Fødevareindustrien vil fremover få måltal fra EU for at reducere madaffaldet i virksomheden. Det endelige reduktionsmål vil blive fastsat i efteråret 2024

Landbrug & Fødevarer støtter op om, at Kommissionen sætter fokus på madaffald og ønskerne om, at mængderne reduceres på EU-niveau.

 

EU kommissionens forslag om 10% reduktion af madaffald i fødevareindustrien i 2030 er netop blevet bekræftet af miljøministrene. Europa-Parlamentet har i deres holdning sat målet til 20% i 2030. Landbrug & Fødevarer støtter miljøministrenes holdning og er også tilfredse med, at der ikke fastsættes reduktionsmål for primærsektoren.

 

Landbrug & Fødevarer har fulgt Kommissionens forslag tæt og været meget aktive for at påvirke EU-parlamentet og den danske regering gennem løbende dialog og bidrage med faglig viden. Vi har udover mål især haft fokus på at få bedre og mere ensartede metoder til måling af madaffald i EU.  Vi vil fortsat være aktive i den sidste del af forhandlingerne mellem miljøministrene og Parlamentet i efteråret 2024.  

 

Landbrug & Fødevarer arbejder tæt sammen med COPA (den europæiske landbrugsorganisation) på dagsordenen og har netop repræsenteret COPA på et møde i EU kommissionens platform om madaffald og til den internationale konference ”Towards halving food waste in Europe” i Holland.

 

EU Kommissionen fremsatte i juli 2023 forslag til revision af affaldsrammedirektivet med fokus på tekstil- og madaffald. Forslaget sætter bindende reduktionsmål for madaffald på nationalt plan. For fremstilling af fødevarer er reduktionsmålet 10% i 2030 baseret på mængden i 2020. For detailhandlen, restaurationsbranchen og husholdninger er reduktionsmålet 30% i 2030 baseret på mængden i 2020. For primærproduktion er der ikke fastsat noget reduktionsmål. Det skyldes især, at data fra sektoren er yderst mangelfulde.

 

På Folkemødet sagde Flemming Nør-Pedersen, direktør i L&F, følgende om indsatsen mod madspild:

-Nøglen til at komme fremad og skabe rammerne for at producere mad, der har en længere holdbarhed, ligger i EU. Derfor skal vi sammen arbejde for at skubbe på nede i Bruxelles.