
Dansk viden skal give mere mælk i glassene i Bangladesh
Dansk viden skal højne mælkeværdi-kæden i Bangladesh. L&F-adm. direktør Merete Juhl skriver om det i Avisen Danmark.
Med en befolkning på over 170 millioner mennesker er Bangladesh et af verdens mest befolkede lande og har oplevet en imponerende økonomisk vækst de seneste ti år. Men med en høj befolkningstæthed, sårbarhed over for klimaændringer og et landbrug domineret af småbønder, står landet over for store udfordringer i forhold til at sikre fødevareforsyningen.
Kvinder udgør en betydelig del af arbejdsstyrken, men de får ofte lavere løn og har begrænset kontrol over deres indkomst, hvilket yderligere komplicerer situationen.
Dansk viden gør en forskel
Her kommer Danmark ind i billedet.
For nylig blev et projekt lanceret af danske og bangladeshiske partnere, hvor danske løsninger og viden skal bidrage til at opbygge en mere bæredygtig, transparent og ressourceeffektiv mælkeværdikæde i den sydvestlige del af Bangladesh. Arla er bland de aktører, der deler deres erfaringer med netop dette.
Danmark er en global leder inden for landbrugs- og fødevareproduktion, og vores mangeårige viden og erfaring gør os i stand til at bidrage til den vigtige opgave at sikre næringsrig mad til en voksende verdensbefolkning, samtidig med at vi beskytter jordens ressourcer.
Projektet er endnu et eksempel på, hvordan dansk viden kan gøre en forskel – også på den anden side af kloden.